Da Danmark og også kirken måtte lukkes ned i marts 2020 på grund af corona, var det værste ikke, at gudstjenesterne måtte aflyses, men at døren blev låst. Selvfølgelig savnede jeg søndagens højmesse og alle de andre planlagte arrangementer og aktiviteter, men at mennesker mødte en lukket og låst dør, når de kom til kirken, var værre. For hver eneste dag kommer folk forbi, sidder stille for sig selv i det store rum, tænder måske et lys, beder en bøn eller tænker de tanker, som der måske især under nedlukningen var tid til at tænke. Men det kunne de bare ikke, for døren var ikke åben.
Det er faktisk også det, der ærgrer mig, når jeg læser Svend Brinkmanns ’Mit år med Gud’. På forsiden af bogen ser man ham på vej ind ad en åben dør til en kirke ... men han gik bare aldrig derind i løbet af det år, hvor han ellers besluttede sig for at give Gud en chance. Og selv om det år falder sammen med coronanedlukning, åbnede kirken jo igen, så der har været rig mulighed for at sætte sig ind i kirken med alle hans mange tanker om tro. I stedet nøjes han med at sidde i toget med dem. Det undrer mig.
