I ’Jeg lever et liv som ligner jeres’ skriver Jan Grue øjenåbnende om at være et almindeligt længselsfuldt menneske i en ualmindelig krop, der gør det nødvendigt at bruge kørestol og tiltrække sig andres blikke.
Den har været i ham, siden han var lille: en vished om, at han er anderledes, en fornemmelse af en ensomhed ved at være i en særlig krop. Det betyder ikke, at han Jan Grues barndom var ulykkelig. For sine forældre var han »altid bare Jan«. Han var et beskyttet barn, og han var en klog dreng. Han havde ambitioner og længsler som alle andre.
Jan Grue var som alle andre, og så var han alligevel ikke netop det.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
