I en tid, hvor al opmærksomhed synes at samle sig om seksualitetens software (læs: dens historie, politik og socialitet), er det måske meget sundt at blive mindet om, at sex også har en fysisk-håndgribelig hardware (læs: gener, hormoner og nerver) – og at der endda ikke er tale om et surt enten-eller, men derimod om et favnende både-og, som på smukkeste vis bekræfter, at mennesket er en kompleks syntese af krop og kontekst. At seksualiteten bor i cellerne, som til gengæld bor i samfundet.
Og hvem kunne mon være en bedre rejsefører gennem sexlivets biologiske urskove end den britisk-amerikanske neurofysiolog Simon LeVay? Manden, som for 30 år siden gjorde sin entré på den internationale sexforskningsscene, da han udpegede et område i hjernedelen hypotalamus, som ikke alene udviste statistiske kønsforskelle, men også syntes at variere mellem heteroseksuelle og homoseksuelle mænd.
