Lyt til artiklen
Et kerneminde fra min barndom er at læse Thomas Windings ’Frække Jensen og lille stille Frede’ i flok på ’fritten’ efter skole. Jeg husker kæmpe jubel over Dorte Karrebæks frække tegninger af levemanden og skovsvinet Jensen, der svinger rundt med snaps og røde pølser og sin kones svulmende barm og smider det meste væk lige så hurtigt, som han køber det. Og så den artige selvretfærdige identifikation med lille, stille Frede, der slår sig ned på den losseplads, der snart opstår fra frække Jensens forbrugsfest, og som han får omdannet til et kriblende økoparadis.
I ’Stensamleren’ henvender Dorte Karrebæk sig til et voksent publikum fra sit eget naturomkransede glaspalads af et arbejdsværelse i Juelsminde:
