Lige fra begyndelsen har dukken optrådt i Dorrit Willumsens bøger. I novellesamlingen ’Modellen Coppelia’ (1973) var hun snart sagt overalt, mens 1980’er-romanen ’Programmeret til kærlighed’ vakte en vaskeægte elskovsdukke til live. Denne gang er hun af porcelæn og danser en 13 1/2 minuts perfekt koreografi. Menneske vil hun egentlig ikke være, og dog forfalder hun gradvis til det.
Romanens anden fortæller er den unge Dan, der har brændt alle sine eksamensforsøg og lever af frysebøffer. Ved et regnfuldt rendezvous krydses deres veje. Dan forelsker sig og begynder at besøge haveforeningen, hvor dukken og hendes dansepartner – en mistænkelig soldyrker i tights – holder til.
