I mange år glædede jeg mig som en gammelsulten lille læsehest, når en ny roman af Haruki Murakami var på trapperne. Værker som ’Trækopfuglens krønike’, ’Kafka på stranden’ og ’Norwegian Wood’ havde gjort mig afhængig af et regelmæssigt Murakami-fix.

Men de senere år er min begejstring kølnet noget. Der var meget at fascineres af i ambitiøse værker som ’1Q84’ og ’Mordet på kommandanten’, men Murakamis fremgangsmåde med at få en idé og så ellers jazze sig vej frem mod et ukendt mål var begyndt at efterlade en utilfredsstillende følelse. Det er en kvalitet at være gådefuld, men det er frustrerende, hvis det ender med at føles, som om boldene bare hænger der i luften. Som måner, der aldrig falder helt på plads.