Historien om Amor og Psyche er så gammel og græsk, at vi ved meget lidt om dens oprindelse. Måske en allegorisk myte, sådan er den i hvert fald blevet læst af platonikere, som kroppens og sjælens formæling. I dag kaldes den en novelle i sit format og optræder ofte adskilt fra sin sammenhæng, som jeg kommer til om lidt. Eventyrforskere anser den for et arketypisk eventyr, oprindelsen for eventyrene ’Askepot’, ’Skønheden og udyret’ og H.C. Andersens ’Den lille havfrue’.
Handlingen er jo, at guden Amor, søn af Venus, ved en fejltagelse bliver forgabt i den (alt for) smukke kongedatter Psyche. De elskende bliver påtvunget anonymt mørke, indtil Psyches skinsyge søstre lokker Psyche til at tænde afslørende lys. Hvilket fører til fatale kalamiteter, hvor hun må gennemgå diverse prøvelser for endelig at forenes med kæresten i et helligt ægteskab. Det himmelske begær forenes med den jordiske sjæl. Motivet har inspireret billedkunstnere fra grækerne og frem. I Norden blandt andre Bertel Thorvaldsen og Edvard Munch.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























