Nogle vil hævde, at tiden i dag er en anden end den, Annie Ernaux skildrer i ’Den frosne kvinde’ (1981). I romanen møder vi en ung pige fra Normandiet, hvis liv til forveksling ligner Ernaux’. Forældrene slider i en købmandsbutik, så datteren kan studere, læse Camus, skrive speciale om surrealisterne, kort sagt drive det vidt.
Og i hvert fald ikke haste ind i ægteskabet, få børn og holde hus for en mand, der engang var hendes studiekammerat. Alligevel er det selvfølgelig det sidste, der sker. For en kvinde, der som Ernaux er født i 1940, var det at forsvinde ind i ægteskabet ingen usædvanlighed. Allerede i sin tredje roman gør Ernaux altså det, der siden blev et af hendes vigtigste kendetegn: fortæller sin egen historie for i samme åndedrag at give stemme til en hel generation.
