Giorgio Bassanis roman ’De guldindfattede briller’ fra 1958 minder mig om et billede, hvor forgrunden på forunderlig vis suger al opmærksomhed til sig. Så snart fortælleren giver sig til at skildre Doktor Fadigati, som i det herrens år 1919 ankommer til provinsbyen Ferrara for at fjerne mandler på borgerskabets poder, kan jeg ikke se væk. Hvorfor?
Måske fordi fortælleren fra første færd betror os, at Doktorens liv ikke vil ende så lykkeligt, som alt ellers tegner til. Men sandelig også, fordi Bassani kan skrive, så jeg både væmmes ved og smittes af provinsborgernes sladder: Akkurat som dem vil jeg have et glimt af Fadigati i tusmørket på Via San Romano, hvor han morer sig i sammensuriet af stegt fisk, vin, bønder og soldater. Og heller ikke deres næste ambition, at få Fadigati gift med en af byens døtre, kan jeg afholde mig fra at følge med interesse:
