At få svigerforældre kan være problematisk. Men at blive indrulleret i sin partners familie uden at have en partner, er endnu værre. Det burde desuden være logisk umuligt.
En spansk mand og en islandsk kvinde rejser i hver sin retning og opnår ikke desto mindre det umulige. Undervejs bliver der afsløret en hel del både dybsindigt og humoristisk om kærlighed. Og aldring.
Spanieren Manuel mødte for tyve år siden Sigyn fra Island, som han forelskede sig i. De aftalte at mødes på banegården Atocha i Madrid for at tage bort sammen og elske hinanden for evigt.
Men hun var der ikke. Og han var der ikke på det aftalte tidspunkt. Det viste sig, at hans familie havde stillet alle ure to timer tilbage. Sådan bevarede familien magten over ham. Og sådan blev de to sluppet løs til et liv med drømmen om den eneste ene. Jo længere de er fra hinanden, des sikrere er de på deres kærlighed.
Tyve år senere rejser Manuel til Reykjavik, egentlig for at tage sig af dage, dog med lidt fuglekiggeri inden. Han bliver indlogeret hos en familie, som han først meget sent opdager er Sigyns. Hun er i mellemtiden taget til det land, hvor hun oplevede sin første kærlighed og sit første svigt. Hvem får hun logi hos, Manuels herskesyge familie selvfølgelig.
Hvorfor kan dens slags sammentræf lade sig gøre? Fordi »den eneste sande gud er tilfældigheden«, som Kristín Marja Baldursdóttir skriver. Det vil sige, fordi hun, romanforfatteren, hersker over sine personers skæbne.
De to familier, den spanske og den islandske, volder deres Airbnb-gæster kvaler, som var de deres svigerforældre. Endelig opdager de to nu ikke længere unge, hvad det er for en komedie, de deltager i og beslutter at mødes.
Diget falder
Kærlighed er, sagde Holberg, som et oprørt hav: jo mere det indknibes, jo mere bruser det. De tyve års adskillelse har drevet de tos kærlighed til gigantiske højder. Da afspærringen forsvinder, holder Sigyns og Manuels kærlighed op at bruse.
»Du beder om violer/ jeg giver dig bjerge«, siger Manuel poetisk, da han omsider genmøder sin elskede. Men det bjerg, han kører hende op i med sin luksusbil, viser sig at være en kedsommelig landsby, og paellaen viser sig at rumme kaninkød, som hun ikke kan lide, i stedet for fisk, som for øvrigt ville have været kedelige her, langt oppe i de spanske bjerge.
Inden hun kunne nå at sige min elskede, var han faldet i søvn. Hun har en svaghed for offerrollen, men vil ikke være offer for hans krav til hende om at udføre de huslige pligter. Og han ser sig nødig indspundet i »det fintmaskede kvindenet« kaldet familie.
Det er et dræbende billede af kærlighed, Baldursdottír tegner, og et meget vittigt. Med underspillet humor tegner hun den islandske familie, hvis dysfunktion kun overgås af den spanskes. Narkomani, bedrag, utroskab og kontrol holder dem sammen.
Sigyn opdager, »at hun ikke længere havde lyst til at være sanger i dette disharmoniske familiekor«.
Endnu et tema, bogen tager op, er alderdom. De to afstandselskende er jo blevet ældre i de mange år, svigerforældrene i den grad også. »Det kræver mod at tage fat på alderdommen, døden i sig selv er ikke det, der volder smerte, det er derimod de lidelser, der følger med aldringen, hjerteproblemer, demens, kræft og alt mulig andet, der gør en afhængig af andre.«
Alt det oven i den brustne kærlighed.
Metoden
Når jeg bliver ved at vende blad med glæde i al den elendighed, er det, fordi forfatteren er en lysende fortæller. De mange klip mellem to lande, to tidsaldre, to familier og de to afstandselskende, glider sømløst over i hinanden. Jeg ser scenerne for mig som en velklippet film, mens jeg læser.
Hertil kommer en oversættelse, der er en sand fryd. En oversætter der forstår at bruge fine gamle idiomer som ’klare ærterne’ eller ’der går en prås op’, er godt selskab.
