Lyt til artiklen
»Børn begynder dagen uden en eneste bekymring. Alt er altid lige ved hånden og selv de usleste forhold helt fine. Skovene er hvide eller sorte, og man skal aldrig sove«.
Sådan indfanger André Breton (1896-1966) barndommen i sit surrealistiske manifest fra 1924. Selv har jeg altid været til fals for hans hvide og sorte skove og ikke mindst for forsikringen om, at man aldrig behøver at sove. Men efter at have vendt sidste blad i Helene Franchs debutroman, ’Drude’, er det gamle Breton-citat for altid mareridtsagtigt forvandlet. I selskab med syvårige Drude, der sjældent kan sove og slet ikke hos sine morforældre, forvandles de vågne nætter til en grufuld trussel og fantasiens skove til ren og skær overlevelsesstrategi.
