Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
HJEMSTAVNS- DIGTNING. Erling Jepsen føler sig ubehageligt hjemme i marsklignende egne, som den han her har plantet røjserne i. – Foto: Camilla Stephan

HJEMSTAVNS- DIGTNING. Erling Jepsen føler sig ubehageligt hjemme i marsklignende egne, som den han her har plantet røjserne i. – Foto: Camilla Stephan

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Erling Jepsen vender grusomt tilbage

Erling Jepsens morbidt morsomme gensyn med Sønderjylland buldrer af sted i samme skæve, plovfure som forgængeren. Godt nok, ondt nok.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Overrumplingseffekten kan umuligt være den samme.

Til gengæld er gensynsglæden betragtelig, når Erling Jepsen atter – med romanen som påskud – skider højt og flot i egen rede. Mere nøjagtigt: i det sønderjyske familieforetagende, han voksede op i i 1960’erne.

Med den aktuelle roman ’Med venlig deltagelse’ – en direkte efterfølger til ’Kunsten at græde i kor’ fra 2002 – nærmer kølhalingen af det fædrene ophav sig faktisk mani. For hvorfor blive ved med at trække skeletter ud af barndomshjemmets skabe, hvorfor endnu en gang fremstille sønderjyder som den danske folkesjæls absolutte bundskrab?

Ud ad latterens og grådens vanskelige dobbeltspor Erling Jepsen har sådan set selv givet svaret i et Politiken-interview for to år siden: Sønderjylland er som et hul, forfatteren uvægerligt plumper i med jævne mellemrum.

Heldigvis kommer han altid op igen, men hver gang hænger der noget ved. Noget af mere eller mindre autentisk karakter, han bare skrive om. Selvpineri eller ej.

Og gud fri mig vel, hvor han skriver. Altid med en ræv bag øret og syv kors for brystet, så man ikke aner, om han sender læseren på komedie eller tragedie. Eller det vil sige: Den jepsenske tone klinger efterhånden så rent, at vi ved, hvor vi skal hen: begge steder, ud ad latterens og grådens vanskelige dobbeltspor – med bind for øjnene! Ligesom vi kender hans grumme leg med læserens behov for empatisk indlevelse i romanfigurer: hertil og ikke længere. Resten ville være ren misantropi.

Skaber groteske scener som en tryllekunstner

I ’Med venlig deltagelse’ genser vi drengen Allan, der nu er blevet både forfatter og københavner og såmænd også voksen. Sådan da. For drengen fra ’Kunsten at græde i kor’ er ikke særlig moden, selv om han har lagt barndommens dysfunktionelle familiecirkus bag sig og er hoppet på den mildt beroligende medicin, der hedder kone, barn og karriere.

Nu er Allans far død – og så rasler skeletterne igen. Hjem til marsken og en mor, der skyr konflikter som gåsen vand, og et lokalsamfund, der lige nøjagtig holder sig gående på knepkager og kaffepunch, selvtægt og god gammeldags sladder. Og minsandten om ikke Jepsen har flere uhyrligheder at divertere med.

Der var selvfølgelig de tørre tæsk og det incestuøse sofamysterium om far og søster Sanne, der siden fik »psykiske nerver«. Men nu er der immervæk et lig. Samt en sygejournal, der fortæller om åndenød og en osteklump på fire gange seks centimeter! Hvem fanden fik proppet den i skrutten på far – og med hvilke motiver? Og så overrumples man alligevel. Af dramatikeren Jepsens tryllekunstnerevne til at etablere scener så groteske, at man bare klukker og måber og læser forfra igen. Og håber, at det – med fare for litterær redundans på bogreolen – trods alt ikke er sidste gang, Erling Jepsen er faldet i et hul ved navn Sønderjylland.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden