Det er ikke blot sjælene, der er grå i Philippe Claudels roman 'Grå sjæle'. Stort set alt i romanen er malt i gråt og sort. Meget af det grå stammer fra krudtrøgen fra det forfærdelige slag, der under Første Verdenskrig udspilledes i det nordøstlige hjørne af Frankrig, en røg, som driver ind over den lille by, hvor handlingen udspilles. Mr. Tristesse Menneskene i byen lever et sært fortrykt liv akkompagneret af drønene fra kanonerne. Og de hårde tider får bestemt ikke noget godt frem i menneskene. Standsforskellene trives på bedste vis, og de, der har magten, trykker de andre ned, helt ned i sølet og fangekælderen. Centralt står 'Monsieur le Procureur', som han tituleres, eller 'Mr. Tristesse', som han bliver kaldt af den eneste, der ikke har en grå sjæl - den unge lærerinde, som kommer til byen. Hvorfra hun kommer, og hvad der har fået hende til at slå sig ned her, er en af de mange hemmeligheder, som fortælleren får held eller ulykke til at afsløre. Tornet og ond Historien om den grå by med de forkrøblede sjæle berettes af den betjent, som en iskold vintermorgen bliver kaldt ud, da liget af en yndig lille pige er blevet fundet i kanalen. Betjenten er - som de andre - også en grå sjæl, for hans liv bliver slået så grundigt i stykker, som tænkes kan. I begyndelsen af sin beretning siger han: »Det ser alt sammen meget indviklet ud, som en usammenhængende famlen efter ordene, men dybes set er det et billedligt udtryk for mit liv, der ikke består af andet end skarpe brudstykker, der er umulige at sætte sammen«. Han får sat dem sammen - måske - men vejen, ad hvilken han går, er tornet og ond. Alle mennesker er skyldige Skæbnedramaet i den lille by forstærkes af de strømme af unge mænd, der drager gennem byen på vej i krig, og som kommer igen som sønderskudte invalider. Hvis de da overhovedet kommer tilbage. Opklaringen af mordet på den lille pige vanskeliggøres af den almindelige korruption og de uhyre standsforskelle, som præger samfundet, og de skyldige i Philippe Claudels univers er ikke de små og fattige, men dem, der bærer ordner og stjerner. Det er en grum historie, som sætter sig på læserens sjæl - vi går ud fra, at læseren har en sådan - som en torn, der er svær at trække ud igen. For alle mennesker er jo både dødelige - og skyldige. Historien er fortalt ekstremt stramt, og den har alt det, en stor roman skal have, selv om den ikke er synderlig omfangsrig. Sidetallet siger ganske vist 300 sider, men da teksten er trykt med dobbelt linjeafstand, er den en lille, men på alle andre måder en ganske stor og meget dyster roman.