Det er undertiden forbavsende, hvor store litterære skatte vore nabolande gemmer på; Ikke fordi de holdes hemmelige, men langt snarere fordi vores egen læserhorisont i alt for høj grad er begrænset til det snævert nationale, eller til nød den angloamerikanske verdens udbud, eller selvfølgelig stormfloden af svenske krimiforfattere. Den ofte prisbelønnede svenske Birgitta Lillpers (f. 1958) er et glimrende eksempel på en lyrikskat, jeg gætter på er stort set ukendt for langt de fleste danske læsere. Hun debuterede dog allerede i 1982 og er nu med digtsamlingen ’Nu försvinner vi eller ingår’ (hendes sekstende udgivelse) nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og det kunne passende være anledning til, at flere stiftede bekendtskab med Lillpers. Vi konfronteres med monologiske langdigte Samlingen falder i tre dele, alle med en titel, der undseligt skjuler sig i parentes, ’(att gåå Råå)’, ’(nu försvinner vi eller ingår)’, og ’(barnorv)’. I delene konfronteres vi med monologiske langdigte, der tyst mumlende taler til sig selv eller til et fraværende ’du’. Oftest sådan at vi i et terræn, der er Dalarnes skove og søer, parret med en halvt sanselig og halvt filosofisk overvejelse, støder mod en chifferskrift, der på samme tid er helt håndgribelig og mærkeligt diffus. På den ene side emmer digtene på en lavmælt indtrængende måde af skandinaviske skove, elsdyr, lav, tyttebær, mos, myrer, svampe, råd, nåletræer ... men på den anden side er alt dette håndgribelige foldet sammen med en række halvt gådefulde famlerier: »Gränsens remsa/ rymmer lya, ide, steg och/ fall, nycklar med prickiga blad, tätört och ögon« – som en halvt profetisk stemme synes digtet at tale til læseren: »Jag lyssnar söderut./ Ni förvränger mig/ när ni vill/ och kommer aldrig/ att veta allt om/ var jeg går fram«. Grænsen er det, der på samme tid forbinder og adskiller os Digtene støder hele tiden op mod denne formastelige læser, der forvrænger alt, og som aldrig kommer til helt at vide, hvor den sansende digter går hen. Det rokker dog ikke ved, at et gennemgående anliggende tydeligvis er grænsens problem. Grænsen er det, der på samme tid forbinder og adskiller os – hudens grænse, landegrænsen, bevidsthedens grænse. Samlingens etiske og diskret civilisationskritiske appel angår vores forvaltning af erfaringen af grænsen. I lighed med amerikanske Juliana Spahr (f.eks. »thisconnectionofeveryonewithlungs«) betoner digtets jeg nemlig vigtigheden af at erkende, at »du delar alltid rå/ med några andra. Dina konturer/ sammenfaller inte/ med kroppens slut/ och början./ Du går/ genom dig själv/ och genom andra. Andras/ gränser går igenom dig. De delar/ dinar rår. Vi delar alla våra rår/ med några andra«. Det er denne simple, næsten trivielle, indsigt, der trods alt løber som en rødt ulmende tråd gennem samlingens dunkle skovveje. Den dobbelte risko Hvor meget vi end stirrer og stirrer os blinde på vor egen krops grænser som en lukket flade mod resten af verden, er det et ubetvingeligt faktum – og en uhyre vanskelig etisk fordring – at erkende, at vi flyder sammen med alle de andre, og at de andre flyder ind over os. Uden at blive grebet af skræk eller raseri og uden at give slip på os selv i en konturløs opportunisme. Titlens ’forsvinding’ angiver for mig denne dobbelte risiko: at vi enten kan forsvinde ned i et moralsk dyb ved konstant at skyde de andre væk fra os som utålelige fremmedheder eller omvendt forsvinde ved restløst at gå op i flokkens lune konformisme. Lillpers’ ved nærmere øjesyn ikke så banale lyriske appel angår dermed den vanskelige kunst at ’indgå’ med de andre, uden dermed at forfalde til repressiv tolerance, forloren hensyntagen eller træsk opportunisme. Budskabet er klogt og fordringsfuldt Som sådan er budskabet fra Birgitta Lillpers oppe i Dalarnes mørke skove ikke blot smukt og skurrende, men også klogt og fordringsfuldt. Vinder hun mon prisen? Næppe, men det er givet, at Lillpers ikke sådan lige forsvinder fra erindringen og nethinden, også selv om hendes poetiske appel lyder for døve øren på både højre- og venstrefløjen.