Et flimrende sommervarmt Gotland har forvandlet sig til vinter i Mari Jungstedts andet krimiudspil på dansk. I ’I denne stille nat’ blæser det iskoldt fra nordøst, mens sneen truer med at lamme øens infrastruktur. Men selv om vejrskiftet agerer perfekt julesetting for de bundfrosne gotlændinge, omsættes det aldrig til stemningsskabende element i et handlingsforløb, der mestendels tøffer af sted som en bil på halvtom tank. Forventningerne til Jungstedt var ellers skruet godt i vejret efter ’Den du ikke ser’, hendes debutudspil fra 2007, hvor en overspændt øksesvinger spredte rædsel på øen, en bog, som ikke ufortjent solgte som varmt brød i det meste af Skandinavien. Igen åbner Jungstedt med et mord. En Visby-alkoholiker, tidligere pressefotograf og godt oppe i årene, ombringes i sit mørkekammer, mens han har fingrene i fremkaldervæsken. Halvkriminelt misbrugsmiljø Dagen forinden har han vundet en større gevinst på travbanen, og kriminalinspektør Anders Knutas og hans højre hånd, kriminalassistent Karin Jacobsson, tænker umiddelbart i baner af rovmord. Men en tur rundt i byens halvkriminelle misbrugsmiljø peger hurtigt på, at den myrdede havde gang i mere lyssky forretninger, uden at det i øvrigt bringer efterforskningen en tøddel nærmere sin opklaring. Et andet sted i Visby vantrives 14-årige Fanny med en fordrukken mor og livet fyldt af ensomhed. Heldigvis har hun sin tjans i hestestalden, og selv om hun er stærkt ambivalent, takker hun ja til en voksen mands middagsinvitation uden ringeste fornemmelse for, at hun dermed vandrer durk ind i løvens gab. Med Fannys forsvinden kommer Knutas’ stab på dobbeltarbejde, og langsomt tegner der sig ikke bare en forbindelse mellem de to forbrydelser, men også billedet af et ubærligt og fatalt forældresvigt.
Tam historie med alt for stor forudsigelighed Det er sjældentsproget, der imponerer i krimigenren, selv om det faktisk hænder. Men Jungstedt hører til i gruppen af krimiforfattere, der trækker velgørende på sin journalistiske baggrund. Hun håndterer pennen med samme behændighed, som vvs-mænd installerer blandingsbatterier: som kompetent håndværker uden artistiske ambitioner. Langt hen ad vejen er det rent faktisk okay – genren taget i betragtning. Men i denne omgang kompenserer håndelaget ikke for en tam historie uden synderligt stigende spændingskurve og med alt for stor forudsigelighed. Den gotlandske em af stokroseidyl og middelalderuhygge er som særegen setting totalt suspenderet. I modsætning til sidst spiller det ingen rolle what so ever, at kulisserne omkring romanens figurer indskriver sig i den fællesnordiske historie med fede, sagnomspundne typer.
Uden passion taber man desværre læseren Stilistisk gentager hun grebet fra sidst med ultrakorte kapitler, som på en god dag kan virke understøttende for pageturner-effekten, hvis den ellers er der! At den glimrer ved sit fravær, anskueliggøres af bagsideteksten, der – måske som damage control? – lokker læseren om bord med en hændelse, der først finder sted halvvejs inde i romanen. Alt i alt lugter Jungstedts sammenrend af ligegyldigheder mere af pengemaskine end passion. Og uden passionen som kreativt brændstof sætter man næppe heller læseren i flammer.