Så er den gal på Gotland igen. Krimiforfatteren Mari Jungstedt slipper for tredje gang en morder løs på de middelalderlige breddegrader, og denne gang har hun hænderne vidunderlig dybt i den gotlandske historie, som den åbenbarer sig kun et spadestik under jordens overflade. Mord og nedslagtning af en pony En gruppe internationale arkæologistuderende er i færd med at grave vikingetidens efterladenskaber fri af den gotlandske muld, da den unge hollandske studine Martina Flochten forsvinder og få dage efter findes hængende i et træ med underlivet skåret op. Knivsåret taget i betragtning undrer politiinspektør Anders Knutas og hans hold sig over, hvor alt blodet er blevet af, mens de forsøger at se sammenhængen mellem mordet og nedslagtningen af en pony, hvis hoved og blod mangler. Ved nærmere eftersyn viser Martina sig at have haft et intimt forhold til sin svenske udgravningsleder, men også at være datter af en hollandsk arkitekt, der skal forestå det omstridte byggeri af et luksushotel på et af Gotlands betydningsfulde, historiske steder. Så langt evnerne rækker Mistanken rettes i første omgang mod udgravningslederen, men da han selv ender i et reb fra loftet med opskåret bug, må efterforskningsholdet skifte fokus. Det forhold, at de myrdede er blevet tappet for blod efter døden, får efterforskningsholdets tanker i retning af rituelle mord, overtro og den slags, noget som hurtigt underbygges, da et hestehoved spiddet på stage dukker op i baghaven hos en lokalpolitiker i Visby. Der er ikke meget hokuspokus i Jungstedts krimier. Hverken hvad angår plot, sproghåndtering eller stil. Hun går så langt, evnerne rækker, hverken mere eller mindre. Gotlands mytemættede historie Som tidligere afsluttes de ultrakorte kapitler med cliffhangers, der denne gang får læseren fra A til Z uden øjeblikke af kedsomhed. Jeg har haft min skepsis, men den geografiske ramme må siges fortsat at holde vand trods sin klare afgrænsethed dér midt ude i Østersøen. Og i modsætningen til forrige roman, ’I denne stille nat’, forlader Jungstedt det socialrealistiske scenarie og får integreret Gotlands dramatiske og mytemættede historie effektfuldt ikke blot som stemningslag, men også som dramaturgisk pumpe. Under jordlagene findes nemlig historier, som en flok rollespilsentusiaster tager mere seriøst, end sundt er. En genkommen sidehistorie om SVT-journalisten Johan Bergs turbulente kærlighedsforhold til en lokal skønhed bliver fra roman til roman en stadig mere påklistret sag uden overbevisende relevans, man må formode, Jungstedt snart hælder ud med badevandet. Smager af engagement Hun laver ikke finkultur. End ikke det, man kan kalde intelligente krimier med en substantiel historie og komplicerede plots. Momentan underholdning er vel ambitionen skåret til benet. Og det er i orden, så længe præmissen er klar. Skulle jeg udelukkende ernære mig litterært på Jungstedts lille færdigret, ville sultedøden nok hurtigt være resultatet, men en enkelt mundfuld i ny og næ glider såmænd ned, særlig når det ikke – som sidst – kun smager af pengemaskine, men også af forfatterens engagement.