Det ligner noget fra forgangne tider.
Fra før billedbogen blev moderne. To velklædte grisebassebørn toner frem på forsiden. Bogen er svensk og hedder ’Øf, øf, Benny’. Der er dømt retro på rød stue.
Men hov! Hvorfor står de og ser så underligt uartige ud. Hvorfor kigger de til venstre og ikke på mig. Det er dét, svenskerne kan. At putte nyt salt i gamle saltkar.
Og allerede det første billede er sært. Det er tegnet af Olof Landström og viser nærmest en viktualiekælder, der har været værksted for en større produktion af kastanjedyr.
Barbro Lindgren hygger heller ikke med sin første sætning: »Nu vil Benny ud. Han er træt af at være inde«. Hermed et anslag af utryghed, der følger med op i næste tegning, der er fra stuen, og hvor grisebørnenes mors ene ben anes bag støvsugeren.
Livets små stød
Sært, men så bliver det sommer og tidsfordriv. »Pas nu på, at lillebror ikke falder i dammen«, formaner mor. Aha! Utrygheden lurer.
Og ganske rigtigt falder lillebror i dammen. Han bliver skubbet af en dum gris med blå strikhue. Senere bliver lillebror reddet af Klara med den søde tryne og den kære, lyserøde kjole.
Nu tør børnene ikke komme hjem, men der er ikke så rart ude i den mørke skov, hvor de gemmer sig. Så i silende regn lusker de hjem til mor, der hælder op i truget og giver dem rene bukser på.
Det handler om livets små stød. Om den indbyggede uhygge. Og så foregår det midt i den allersvenskeste sommer, hvor man som bekendt leger hele dagen lang – jævnfør en anden forfatter med efternavnet Lindgren.
Det er sådan, de gode svenske billedbøger moderniserer genren. Ved at ændre lidt på billedfrekvensen, ved at tale på helt almindeligt svensk og så alligevel slutte med brødrenes fælles udsagn: »Nu vil de aldrig være ude mere«.
Hvad sker der? Jo, med bittesmå typer og udråbstegn står så allernederst og i en parentes: »(Men næste dag gik de ud alligevel!)«.
Om Olof Landströms billeder i bogen kan der ikke siges nok godt. Han kan tegne trynetrivi i jordfarver, så det synger, og han kan gøre en grangren uhyggelig med en gasgrøn kulør. Det er klasse!
