Hold op, hvor har hun hygget sig hjemme på chaiselongen med guldfyldepennen og det parfumerede papir. Med hjertet i Paris og hovedet under armen. Dansk litteraturs let antændelige diva, Iselin C. Hermann, har med ’Domino’ gjort det igen, skrevet »en forelskelsesroman«, som forlaget kalder det. Endnu en, som sagt. For siden ’Prioritaire’ er det – bortset fra afstikkere til barndommens land (børnebøger og den vellykkede ’Træer sår sig selv’) fortabelsen og forfjamskelsen i lækkert og gerne eksotisk design, der er blevet Hermanns speciale. Hvordan vi havner i suppedasen af løbske hormoner, hvordan vi kommer forslåede og forandrede op igen. Eller hvordan vi går til grunde. Forelskede pariserinder Frankofil som bare fanden, er Iselin Hermann jo, så i ’Domino’ vader vi rundt i Paris, lige før blomsterknopperne eksploderer og Luxembourghaven omdannes til catwalk for libertinere og gifte folk i forbudte tanker. Mændene – eller mand en, kan vi godt afsløre her – er latinsk på den dyre måde med flagrende frakkeskøder og en blåsort behåring, der tager sig særlig godt ud under rindende vand. Man skulle tro, at pariserinderne havde set sig mæt på lige netop dén model, men nej. Ikke overklassemadammen Manon. Ikke barpigen Rose. Og slet ikke fotografen Sabatine, der glemmer at følge sin søn til bøjletandlægen og ret hurtigt må erkende, at hun »er blevet ramt et sted i nærheden af forelskelsen«. Fy, for den lede. Det er jo smukt, når man er nitten år og fri som sommerfuglen, men er man omtrent 20 år ældre og indehaver af den helt store familiepakke, er det jo mindre henrivende. Men – som Hermann så præcist dokumenterer – ikke mindre pikant: »Vi skal ikke det her, hvisker hun. Og mener det. Ikke. Nej, siger han på jo-måden«. Dominoeffekten Og så følger hele rutsjeturen – eller dominoeffekten – med alt for mange lyserøde roser og stakåndede løgne, afgørelsens time i veneziansk scenografi, smækkende døre og forgrædte kinder. Ak og ve og skam få den svigefulde! Men var Hermann ikke netop passionens fordomsfrie ambassadør? Må de ikke leve lykkeligt til deres dages ende – bare en gang imellem? Ikke hvis det litterære niveau skal hæve sig over trivi, antyder bogens drilsk genrereflekterende lag, som nu virker mere som lokkemad for de finlitterære husarer end som litteraturdebat med langtidsholdbare ambitioner. ’Domino’ fungerer først og fremmest som ansporende og læseværdig turistguide til »et sted i nærheden af forelskelse«. Til alle de læsere, der allerede har gjort dén charterrejse, har forfatteren ikke forfærdelig mange nye tips og idéer. Djærv menneskekløgt og sproglig klarhed Til gengæld er der en del gode øjeblikke af djærv menneskekløgt og sproglig klarhed: »Forelsket. Det er bare fornavnet. Jeg har det som kogt kød, der trevler og er ved at falde fra benet«. Eller denne her: »Et menneske nedsænket i krise kan dårligt nok passe en akvariefisk, hvordan pokker i luften skulle hun så være i stand til at passe på sig selv?«. Desværre får selvfølgelighederne, forklædt som originalitet, også frit løb:»Et af forelskelsens mange aspekter er, at man føler sig set, og i den forstand fremkaldt som billede«, lyder det eksempelvis. Jovist, tænker man. Og funderer over, om Madame har ligget lidt for mageligt på chaiselongen? Men forår i Paris er det uomtvisteligt. Lige her og nu. Og hvem vil ikke gerne opleve det?