Der er noget mildt forbavsende ved tidens uforholdsmæssige interesse for Anden Verdenskrig. Peter Øvig Knudsens bøger fejrer triumfer, folk strømmer i biografen for at se ’Flammen og citronen’, tv flyder over med dokumentarprogrammer. Og nu har selveste Katrine Marie Guldager minsandten også skrevet en roman, ’En plads i historien’, der som sit sujet og sin tematiske kerne har efterdønningerne af et stikkermord under Besættelsen. Man kan ikke beskylde Guldager for at være populistisk og kommerciel, og romanen er da også langt hen ad vejen en familieroman, der kredser om kampen om kærlighed og anerkendelse – men hvorfor denne fascination af Besættelsen og dens plads i historien? Skyldes det muligvis, at vi nu er blevet så tilpas amoralske, at vi kompensatorisk som forvirrede møl svirrer om en tid og et sted, hvor virkelige moralske dramaer mellem godt og ondt stod bøjet i neon? Nu hvor vi systematisk har fravalgt kollektiv velfærd til fordel for uhæmmet privatforbrug; nu hvor vi er blevet besat af nypuritanisme og moralisering – der som bekendt træder i stedet for en god moral: Dobbeltmoral er ikke dobbelt så god som moral, det er tværtimod moralismen der luner, når man har prisgivet sig amoralen, som når Ekstra Bladet med lummer fryd og anløben glorie, kaster sig over Jeppe Kofod. Alt dette får man anledning til at spekulere over ved mødet med Guldagers roman, og nu er det den, der skal stå i centrum. Nærhed og distance i senmoderniteten ’En plads i historien’ falder i syv dele adskilt af seks ’intermezzoer’, hvor en art anonym kronikør eller korstemme essayistisk og legende giver sit besyv med i kursiv. Forrest er der en ’personliste’, så vi ikke farer vild. Hele resten kan siges på en påfaldende måde at være anlagt på et dobbelt plateau. Dels novellesamlingerne ’København’ og ’Kilimanjaro’, og dels ’Lysgrænsen’, beretningen om Guldagers erfaringer med psykoanalysen. Romanen fortsætter novellernes undersøgelse af, hvorledes nærhed og distance fordeler sig i en senmodernitet, hvor alle bånd er opløst – eller på nippet til at blive opløst – hér med effektiv hånd forskudt til den atomiserede familie, der står som et særlig anskueligt og højdramatisk sted for undersøgelsen af bånd og bindinger, arv og skyld. Og dens erkendelsesstemme er båret af en sikker, psykoanalytisk velinformeret (og undertiden vel alvidende) guide, der så nogenlunde ved, hvordan tingene forholder sig i kontingensens brogede vildnis, f.eks. hedder det: »Omsorgen var lige så gammel som menneskeheden selv, og omsorgen ville, måtte, skulle udtrykkes, også selv om den var helt virkningsløs«. Menneskehedens klub På denne baggrund får vi historien om familien Fischer, hvor patriarken Peter under Anden Verdenskrig skød en stikker – en handling der får sene og triste konsekvenser. ’Historien’ er da på samme tid verdenshistorien, den sociale fortælling og familiens historie; og det afgørende drama er, hvordan, hvornår og hvorledes man kan ’få en plads’ i historien. Tragedien er at være udelukket som ubrugeligt affald (som broderen Benny mener at være det, som den uelskede, tyrannisk manipulerende svigerinde Else inderst inde tror hun er), at være spærret ude fra kærlighedens og anerkendelsens solbeskinnede fortælling, eller destruktivt at lukke sig selv ude med had, bitterhed og kulde i hjertet. Et sted omtales »menneskehedens klub« og man kan sige, at blandingen og berøringen er de akser, hvorom romanen drejer i sin skildring af denne klubs holistiske liv. Efter den gnavne patriark Peters død flyver hans aske hen over byen: »Dødens partikler var overalt og blandede sig med livets«, og det er dette blandingens og berøringens drama, Guldager klogt og fyndigt beretter om og giver plads i sin egen historie. Der ender med at ... det må De selv læse, hvis De vil være med i denne fine, men også næsten for velordnede historie.