Intet er så godt som at være 12

Med udgivelsen af ’Ekkoland’ har vi nu alle Per Pettersons seks fiktionsværker på dansk.

Og dermed muligheden for at komme grundigt ind under huden på Arvid, den gennemgående figur i de første bøger. I debuten fra 1987, ’Aske i munden, sten i skoene’, som udkom på dansk tidligere på året, var Arvid 6 år. I ’Ekkoland’, der udkom i 1989, er han 12 år og tilbringer sommeren sammen med far, mor og storesøster hos morforældrene i Nordjylland.

Her blæser det hårdt, her regner det heftigt, men solen bager også over stranden, sådan som den skal om sommeren. Alt sammen fremstillet med den tydelighed, som kommer af præcisionen i den sansede detalje – Per Pettersons kendemærke. Man noterer sig, at han har hele sit univers og sprogtonen lige fra starten af forfatterskabet.

Bedsteforældrenes lille hus med stue, køkken, soveværelse og mormoderens mælkeudsalg er meget trangt. Indre spændinger er der også. Så faderen skaffer et lille skur af et sommerhus. En aften har de glemt at slukke for gassen, og familien når lige at vågne op i sidste øjeblik og vakle halvforgiftede ud i sommernatten.

Voldsomme begivenheder og drama
Der sker hele tiden dramatiske ting omkring Arvid. Og i ham. Præpubertetens følelser omsættes i voldsomme fysiske udbrud, som da han tirrer en tyr, stiller sig faretruende tæt på et forbipasserende tog eller springer i nattekoldt havvand for at hale den fisk op med hænderne, som han ikke vil lade vennen fange. Da han har smadret dens hoved, forærer han den til vennen. Skiftet fra liv til død overmander ham.

Mormoderens strenge religiøsitet ligger som en dyne over familien, og morfaderen fortrækker til snedkerværkstedet. Moderen går en tur, når hun skal have luft for bitterheden over, at de ikke hjalp hende i sin tid, da hun var i nød med en utidig graviditet. Og så er der den vilde onkel Jesper, der døde som 33-årig, og en for tidligt født lillebror, der døde som spæd.

Per Pettersons roman er således fyldt med voldsomme begivenheder, der ligger som minefelter under den dagligdags sommerferieoverflade. Men over det hele står den lysende livskraft, der hører alderen til: »Intet er så godt som at være 12 år, intet«. Oplevelsen af at være dreng og »have kroppen tæt, tæt omkring sig« er formidabelt forstået og gengivet. Dette her er simpelthen en sand skildring, tænker man under læsningen. Petterson er tit nok blevet sammenlignet med Hemingway, som han også selv anfører at stå i gæld til. Men han har sin egen varme.

Et eventyrligt forfatterskab om det almindelige liv
På et tidspunkt i romanen siger moderen til Arvid: »Du som er så glad for at læse burde jo blive til noget med ord, når du bliver voksen«. Det er Per Petterson så sandelig blevet. Først blev han boghandlermedhjælper. Så udgav han vel modtagne bøger om Arvid, og så kom ’Ud at stjæle heste’, der blev en megasucces hos både anmeldere og publikum og fik alle mulige priser, herunder verdens største pris for et enkelt værk, Impac-prisen, i 2007. Oversat til 37 sprog.

Det lyder som et eventyr. Det egentlige eventyr er, at det er et forfatterskab som Pettersons, der er kommet på det litterære verdenskort. Umiddelbart er hans bøger nemlig slet ikke, hvad man traditionelt forbinder med bestsellere. Han skriver om at vokse op i en familie med spændinger og mangel på penge. Om fædre og sønner. Han skriver om det almindelige, som han forankrer et konkret sted – ikke mindst det giver hans prosa et enestående nærvær.

Romanens titel er hentet fra et digt af Paul la Cour, der besynger Jylland. Heri hedder det: »Aa Ekkoland hvor Luften/ har gemte Spor, har Svar,/ rughvide Land, min Barndoms hvasse Sted/ svimmelt af Luft og Jord«. Tonefaldet er slet ikke Pettersons, men den svimle fornemmelse af luft og i dette tilfælde hav er den samme, omsat til Pettersons redelige og sande kunst. Hans barndoms hvasse sted er blevet til en lille perle af en roman.