»Man er nødt til at vide, hvad man vil«. Med disse ord opfordrer Hokusai, den berømte japanske kunstner, der levede 1760-1849, den kriseramte Mikkel til at finde en retning i sit liv. Nu lever Mikkel, der er hovedperson i Steen Bach Christensens roman, ikke i 1700-tallet, men alene i et sommerhus ved Vesterhavet. Når virkeligheden bliver for påtrængende, trækker han sig ind i et fantasiunivers, ansporet af Hokusais træsnit, som han omgiver sig med i huset. Hans fantaseren sig tilbage til 1700-tallets Edo fremstår som lige så virkeligt som nutiden, for han så at sige agerer i træsnittenes univers. Bag sig har han en drukneulykke, han med nød og næppe blev genoplivet fra, og efter det er han blevet en anden. I en sådan grad, at han er flygtet fra kæresten Christine med den engleagtige tålmodighed og den uendelige kærlighed, der dog ikke var nok til at bryde Mikkels posttraumatiske forskansninger. Konfrontation med uendeligheden En nabo til sommerhuset får ham til dels ud af isolationen, og han beslutter sig for at tage til Tokyo for at se den verden, han har levet sig så grundigt ind i. Her tumler han rundt i en moderne storby og drikker sig fuld på barerne, men det gamle Edo, som Tokyo engang hed, optræder med lige så stor realitet som hotelvirkeligheden. Hokusai dukker uafbrudt op på værelset og i gaderne og giver gode råd. En historie med en geisha, Hokusai har tegnet, folder sig ud. En kunde til disse billeder blev så forelsket i dem, at de overskyggede mødet med geishaen selv. Hun skulle til sidst sidde så stille som på et billede, nærmest blive til billederne. Så kvalte han hende. Faren ved at elske et billede, en illusion, snarere end mennesket selv, er et tema, Mikkel kommer til at udleve i sit eget liv. For Christine, der nu leder efter Mikkel i Tokyo, bliver også tegnet af Hokusai, og da Mikkel får dette billede, opdager han, at han er ved at blive for forelsket – i billedet. Med erkendelsen af denne spejlingshistorie og et besøg på det hellige bjerg Fujiyama, hvor han konfronteres med intet mindre end uendeligheden, er helingen i gang. Livet mangler Det er en særdeles fantasifuld variant af den mandlige kriseroman, Steen Bach Christensen har skrevet, der rummer mange indslag om forholdet mellem kærligheden og dens genstand, endelighed og uendelighed, illusion og virkelighed. Forfatteren lægger ud med at skrive om et menneske, der er faret vild i sig selv, og ender i meget vidtløftige udsagn om tilværelsens gåder, sytrådstyndt forankret i møder mellem mennesker i nutid og fortid. Jeg kom til at tænke på Hermann Hesse undervejs. Hesse light, vel at mærke. Romanen virker som sine personer modelagtig. Alting sættes til at illustrere mere eller mindre dybsindige pointer. Hvad er det, forfatteren vil? Måske skrive en roman, der er som et af Hokusais træsnit med »alle farverne lagt ovenpå hinanden som et liv«, der tilsammen giver en »udspekuleret, smuk og bedragerisk illusion«. Der er bare det, at livet mangler i romanen. Tilbage står mange ord om det.