Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ulykkelige omstændigheder

Selv moderkærlighedens naturlov har smuthuller. Læs Lionel Shrivers gyser af en bekendelsesroman, og der vil ikke længere herske tvivl herom.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er mindst to bøger, mødre i lykkelige omstændigheder bør holde sig fra: Doris Lessings ’Det femte barn’ og Lionel Shrivers ’Vi er nødt til at tale om Kevin’.

Til gengæld burde romanerne være fast pensum for kvinder, der overvejer det hellige moderskab. Ingen uskøn moderfølelse vil siden være dem fremmed.

Mens nobelprisvinderens bog nok har en snert af hybris, men dog ikke tillægger moderen Harriet hele skylden for det femte og ganske anderledes barns uelskelige væsen – den bomstærke og gnomagtige Ben – så er den britisk-amerikanske forfatter Lionel Shriver ude i en omgang dobbelt tabu og dobbelt skyld: Eva føder ikke blot en søn, hun ikke kan elske, hun påtager sig og gennemfører først en graviditet, hun på intet tidspunkt for alvor ønsker.

Et terapeutisk projekt
Hendes ’brøde’ rækker altså tilbage til undfangelsen, ja længere tilbage endnu: til et syndigt singleliv, en blomstrende karriere og siden et behageligt newyorkerliv med Hee-manden Franklin. Som nok skulle være forblevet, hvad det var. ’Straffen’ er en søn, der som 15-årig brager gennem dødvande og følelseskulde i rollen som massemorder.

Ikke sært, at romanen (fra 2003) fik den da rimeligt ukendte forfatter Lionel Shriver frem i rampelyset og ud med sproget: Nej, jeg har ikke selv børn. Og jo, det er tilladt at vælge dem fra, men nej, dette er ikke led i en anti-forældreskabskampagne.

’Vi er nødt til at tale om Kevin’ er en brevroman, stilet til Kevins far, Franklin. Et terapeutisk projekt for Eva, der ser tilbage på alt, hvad der førte frem til den torsdag, hvor gymnastiksalen i Kevins skole blev forvandlet til en henrettelsesplads.

Massemorderens gåde
Er det så den dobbelt svigtende moders skyld – er det Franklins? Er forældre i bund og grund ansvarlige for deres børns handlinger? Spørgsmålene forstørres, ja, karikeres med massemordet som grel anledning, mens Evas anfægtelser og erkendelser, hendes cirklen omkring skammen, dén man heltemodigt påtager sig for måske at dække over en helt anden, jo er ganske universelt tankegods. Og på mange måder forfriskende at følge på så klos hold. For med den tørre humor som følgesvend trækkes læseren gennem et liv, der bygger på andre forældresvigt, andre tragedier og andre skyldsspørgsmål. Lidt af en gyser altså, og som sådan konstrueret med overrumplingseffekter til sidste side.

Shrivers pen er vital, hendes sprogbilleder rigt blomstrende med en hang til ond sarkasme, der af og til bliver lidt klummetræt i betrækket. Men i Sara Kochs imponerende oversættelse snupper man såmænd de par hundrede siders ekstra snakkesalighed med i købet. For hvor tit har man så let og fordomsfri adgang til denne dybt interessante del af massemorderens gåde, den del politiet aldrig løser?

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden