Som lyriker debuterede Lars Bukdahl allerede i 1980’erne – et årti, der var forelsket i encyklopædiens systematik, i organiseringen af ophobet viden ud fra alfabetets faste og alligevel vilkårlige princip. Det mest suveræne lyriske udtryk for denne begejstring er og bliver Inger Christensens mesterværk ’Alfabet’. Sproglige readymades Forkærligheden for den alfabetiske opremsning har Bukdahl bevaret intakt og omsat i sin nye digtsamling i 29 såkaldte alfabeter – digte, hvor begyndelsesordet i hver linje er ordnet efter bogstavernes rækkefølge. En del af dem er en slags sproglige readymades – et andet af Bukdahls slagnumre – der består af sjove navne hentet fra De Gule og De Hvide Sider eller eksotiske ord plukket fra Fremmedordbogen og Ordbog over Det Danske Sprog. Andre er samplinger af anden lyrik som i ’Christensens Alfabet-Remix’, der transponerer Inger Christensens apokalyptiske patos om til ironisk ordleg: »Abrikosmosen findes, abrikosmosen findes«. Kortvarig fnisen Lars Bukdahl er en mand af mange ord, men med meget lidt at bruge dem til. I modsætning til de digtere, som han gerne vil gå i klasse med – Højholt, Laugesen, Turèll – giver ordlegene ikke adgang til andet end en undtagelsesvis og kortvarig fnisen. Det er et simpelt og snævert følelsesregister, digtene spænder over, uden evne til at fremkalde undren eller foruroligelse.
Man bliver høj af at læse om Per Højholts ’Brøndbyøster-hånd’, men det gør man altså ikke af at læse, at »abrikosmosen findes«. ’Alfabeter fra Pluto’ lever dydigt op til den fjantelov, som Bukdahl på tredje årti promoverer som kritiker og praktiserer som lyriker. Er det ikke på tide at komme videre?
