0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Voltaire er stadig lyslevende, vittig og klog

Vidunderligt veloplagte Voltaire om kunsten at være lykkelig i en notorisk ond verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den satiriske lethed lysner sortsynet hos Voltaire. Illustration: Quentin de la Tour/grafik: Arild Batzer

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af de på samme tid mest hårdtslående og lethoppende filosofiske romaner, der kom ud af den franske oplysning i 1700-tallet, var Voltaires (1694-1778) med rette berømte superklassiker ’Candide’.

’Candide’ er som bekendt formet som en dreven dialog mellem skvadderhovedet Pangloss, der stædigt hævder, at denne verden er den bedste af alle mulige verdener, og heroverfor den kyniske Martin, der generelt venter sig det værste af sine medmennesker, og som lidt for ofte får ret.

Imellem de to står den brave, men naive Candide, der til slut – efter talrige rædsomme prøvelser – sammen med sin grusomt tilredte Kunigunde beslutter sig for, at det mindst ringe nok er at »passe sin have«, dvs. at gøre alt det bedste man kan, inden for rammerne af sin egen lille lokalverden.

Alle forudsætninger for at være lykkelig
Det udsprang alt sammen af den såkaldte theodicé-strid, kort fortalt striden om, hvordan vi skulle forklare den uimodsigelige forekomst af ondskab i en verden skabt af Gud, der jo ikke kan være andet end idel og ideel godhed?

’Candide’ er som nævnt berømt, men det er nok mindre kendt, at den manisk flittige kaffedrikker Voltaire udgav en hel lille galakse af beslægtede filosofiske satirer, f.eks. ’Micromégas’ og ’L’ingénue’, heriblandt den sorte perle ’Zadig’ (1747), som heroiske Batzer & Co. nu udgiver i Else Henneberg Pedersens fine oversættelse.

Zadig er navnet på en babylonier der har alle gode forudsætninger for at være lykkelig her i menneskelivet: Han er ung, smuk, klog, rig og god. Så kan det da ikke gå galt?

For: »selv om han var ung og rig, forstod han at beherske sine lidenskaber, han foregav ingenting, han ville ikke altid have ret og forstod at respektere menneskenes svagheder«. Med andre ord, et unikum af sympatisk og harmonisk mådehold og tolerance, desto mere beundringsværdig, når nu han har alle forudsætninger for at være eller blive arrogant og hovmodighed.

Satirisk præcis tone
Plottet ligger naturligvis lige for – Zadig skal, som sin litterære fætter Candide, udsættes for en sand syndflod af menneskelige dårskaber. Misundelse, smålighed, nid og nag, utroskab, grådighed, kappelyst, indskrænket dogmatisme, dumhed, ærgerrighed, forsmåethed, jalousi, intrigemageri, hykleri, intet af hele dette udtræk af menneskenes mindre flatterende egenskaber og tilbøjeligheder spares Zadig for.

Konkret sender Voltaire Zadig ud på en mindre odyssé i et pittoresk Orienten, hvor han på skift suser ned på bunden og op til højderne i det menneskelige fællesskabs rutsjebane.

Plottet er hos Voltaire pikaresk og episodisk, vi går fra scene til scene som i et skuespilhus, og tonen er som regel dejligt kølig og satirisk præcis.

Lige så levende som for 261 år siden
Og relevans og aktualitet? Er vi mennesker blevet mindre svage og dumme siden 1747?

Intet tyder desværre på det, tværtom synes gamle Bertrand Russell, citeret af Nordbrandt, at have ret, da han efter at være blevet spurgt om, hvad han troede på, skal have svaret: »På menneskets fundamentale dumhed og muligheden for tilbageskridt«.

Helt så misantropisk og sortsynet er Voltaire dog næsten aldrig, den satiriske lethed slår igennem, selv over for de grusomste hændelser. Hos Voltaire er der derimod en iboende spænding mellem en diffus skæbnetro og en mere sekulariseret overbevisning om, at individet kan nå langt og gøre godt med det gode. ’Zadig’s undertitel er ’eller skæbnen’, og denne undertitel indfanger det konstitutive dilemma hos Voltaire, udspændt mellem titlens frejdige ’Zadig’ og undertitlens finurlige ’eller skæbnen’.

Jeg skal ikke røbe slutningen, men blot konstatere, at ’Zadig’ er akkurat lige så lyslevende, vittig, klog og aktuel som for 261 år siden. Und Dem selv ’Zadig’, den er perfekt til en tur i gyngestolen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter