En »roman om en myte« – hvad vil det sige?
I dette tilfælde en sammenfletning af endnu flere træk fra forskellige genrer: Dystopiens spejling af aktuelle samfundstendenser, brugt som ramme om et ’sønnetab’ som i den klassiske eller nordiske tragedie, med indlån fra Orfeus-myten, kulminerende i en fri detektivromanversion af eddakvadet om ’Ægirs Gilde’, med guderne som gangstere!
Det lyder broget, men mange danske læsere kender allerede den 54-årige svenske Klas Östergrens forfatterskab fra hans to store, trods tidsafstanden sammenhængende romaner, ’Gentlemen’ fra 1980 og ’Gangsters’ fra 2005, begge først på dansk i 2006.
Og fra disse burleske, barske, vittige og vidtløftige mosaikker over moderne skandinavisk velfærdskapitalisme ved de læsere så også, at han behersker instrumenteringen af et stort stof i flere tonelejer.
Originalt og helstøbt
Den evne bekræfter Östergren yderligere i den nok så stramt bundne, men litterært originale og trods de mange genrer mere helstøbte fortælling om ’Orkanfesten’.
Stilistisk er den ny roman dermed tættere i familie med novellerne ’Tre portrætter’, hans første bog på dansk i 2005.
Men også tematisk: »Den uslebne, rå smerte er det dyreste grundstof, der nogensinde er fundet«, lød en passage dér – og her søger Affektkommissionen at opstille et ’følelsernes periodiske system’.
Hanck Orn hedder hovedpersonen. Ukendte navne, men tæt på noget velkendt.
Ørn har han vist heddet, engang før fortællingens (fremtidige) nutid, hvor nuancer som skråstregen i ø-et og bollen over å-et for længst er rationaliseret bort.
Tragedien
Sammen med demokrati, anstændighed og hvad der ellers kan forhindre Klanen, en mafiøs regeringsklike, i at udnytte eller udstøde resten af befolkningen.
Manden sidder og lytter til orgeltoner i en udsendelse, der brat afbrydes af et strømsvigt i Byen Under Tag.
I den sofa bliver han siddende, mens den forvitrede samfundsuorden og hans hidtidige livshistorie præsenteres, indtil han »et stort sekund« og hundrede sider senere hører det banke på døren: Hans tyveårige søn er død. Og nu er også vi omsider parat til at fatte, hvorfor hans liv »allerede fra begyndelsen (antog) træk, der mindede om de oprindelige tragedier«.
Moren til denne søn traf han, da han endnu var en samfundsloyal taksator for et forsikringsselskab. Hun var udstødt som ’nyser’, dvs. medlem af et trossamfund, der anså nysets korte ophævelse af tanker og selvbevidsthed for et glimt af det guddommelige mysterium!
Kærlighed og ansvar
Men hun døde under fødslen, og han har været alene med sønnen Toby.
De år har åbnet ham for kærligheden, der som bekendt er uløseligt forbundet med ansvaret for en anden, her barnet. Men dermed også sået tvivl i hans resignerede loyalitet – en tvivl, der bryder ud i lys lue som hævntørst efter buddet om sønnens død.
Toby var kok og under navnet Fimafeng ansat på en skærgårdsrestaurant, hvor Klanen holder sit årlige orgie, Orkanfesten – og hvor Loke dræbte ham.
Ligesom tricksterguden dræbte mundskænken af samme besynderlige navn i kvadet om ’Ægirs Giæstebud’ (som Oehlenschlägers betitlede sin store gendigtning fra 1819).
Ramme om kaoskræfterne
I det nordiske eddakvad slyngede Loke derpå om sig med skandaløse beskyldninger mod aser og asynjer for fejhed, hor og perversioner. Ligeså i denne gendigtning af orgiet, der kostede unge Toby livet.
Via gangsterromanens natværtshus lykkes det nu Hanck Orn at få foretræde for Den Gamle – altså Odin, mafiaklanens Godfather – og derpå adgang til underverdenen og forsoning med sin søn, dvs. sit tab.
Først da kan hans tragiske liv forløses i en fortælling, ligesom myten engang gav rammer om kaoskræfterne.
I et glimt ser han også den retfærdige straf, andre har nedkaldt over drabsmanden og dobbeltagenten Loke – men den ydmygede hustru Sigyn er lige så tvetydig: Opofrende beskytter hun nok den lænkede Loke mod slangens giftdryp, men befrier hun ham egentlig for pinen – eller forlænger hun den bare, som en skjult hævn?
Menneskelige spørgsmål
Syndebuk? Dødshjælp? Hævn som sorgarbejde?
Det er grundlæggende og helt aktuelle menneskelige spørgsmål, Östergren åbner med mytestoffet i sin stramme, mageløst velfortalte roman.
Der i øvrigt indgår i et flot internationalt serieprojekt med ’romaner over myter’ af nogle af verdens bedste forfattere – hidtil på dansk Margaret Atwood, David Grossman og Viktor Pelevin foruden en essayintroduktion af Karen Armstrong.
Nye bidrag er i vente fra bl.a. Dubravka Ugresic, Michael Faber og A.S. Byatt.
fortsæt med at læse
