Nøjagtig midt i svenske Klas Östergrens nye roman modtager fortælleren, Claes, en 1989-nytårshilsen i form af et postkort.
Kortet rummer kernen i hele romanens tematik, for fotoet forestiller:
»(…) endnu et af disse parasitværker – en død mand på en trone bag en slags gitter, en parodi på Francis Bacons pave, der igen var en parodi på et maleri af Velázquez, en søgt og udspekuleret tilføjelse, som gik ind i kunsthistorien, rundt i den, mellem andre, allerede døde. (...) Det kunne beskrives mere respektfuldt som en ’kommentar’. Jeg rev kortet i småstykker«, fortæller denne Claes.
Dekonstruktionens tid
Men med stumperne samlet igen viser det sig, »at billedet faktisk forestillede Kölner Dom. Der var ingen pave, intet lig med åben mund og stirrende blik. Det var noget, jeg selv havde fundet på. Det var ubegribeligt«.
Han kan godt se, hvilke linjer i billedet han har tolket som død pave, men ser nu tydeligt billedet som:
»En stregkode hugget i sten (...) Hele bygningen udtrykker en bevægelse, der går imod alt, hvad man mener at vide med hensyn til tid og rum. Evnen til at overbevise finansfolk og skattetyngede medborgere, entreprenører og håndværkere om, at de skal vie fem hundrede år til at gestalte denne uudholdelige uro, må bunde i en kærlighed til troens tvetydighed, i bekræftelsen af det ufuldkomne, i en forherligelse af tvivl og trods«.
Sønderrivningen af ’død pave’ og gensamlingen som ’tysk katedral’ er dekonstruktionen som metode – og som tidsbillede på 1980’erne.
Postmodernismens blændværk
Men hvordan vil et dekonstrueret litterært billede af dekonstruktionens tid se ud? Dét ikke helt ukomplicerede spørgsmål er Östergrens ny roman altså et svar på.
Med sin kombination af personlige erfaringer, stilistisk brillans og epokal sensitivitet har den i dag 55-årige svenske forfatter alle forudsætninger for at gøre svaret, ’Den sidste cigaret’, til et litterært sidestykke til det, vi rygerdebutanter i cykelkælderen derhjemme i sin tid kaldte et ordentligt, krydret ’kongebøv.
Men med sin hang til vidtløftige digressioner ud fra et skeletspinkelt plot risikerer han nu også, at utålmodigere læsere skodder, før de har røget i bund.
Hans på alle måder store romanværk ’Gentlemen’ (1980) og ’Gangsters’ (2005) var nok en postmodernistisk komposition med forfatterspiren Klas Östergren som drilsk fortællende centrum.
Men i kraft af tidspunktet for det første binds tilblivelse var ’Gentlemen’ 1970’ernes svar på Strindbergs hundrede år ældre ’Röda Rummet’ om råddenskab og hykleri i 1870’ernes kultur- og finanskredse.
LÆS ANMELDELSE Strålende svensk roman fra Östergren
Og i forlængelse af det kom de efterfølgende årtier i ’Gangsters’ til især at spejle 80’ernes og 90’ernes klasserejser og kollektive kasinoøkonomi, herunder venstredrejningens pervertering i indbringende ulandshjælp af den art, vi på dansk kunne kalde ’Tvindel’.
LÆS ANMELDELSE
Til gearing- og boblespekulationernes, arbitrage- og future-gevinsternes økonomiske epoke svarer selvfølgelig postmodernismens opfattelse af enhver værdikonstans som blot endnu et blændværk. Men er dén indsigt så en konstant værdi for erkendelsen – eller i sig selv et nyt blændværk?
Billedkunstner/charlatan
Fra sit nutidige sydsvenske ødegårdseksil (dér bor virkelighedens Klas Östergren også) går Claes til live opera-transmission i den lokale biograf og møder Madeleine, en femme fatale, han første gang traf i 1980 uden dog – dengang eller siden – at få ild på cigaren.
Hendes kæreste, Jörgen, er fortællingens billedkunstner – eller charlatan, som man nu vil. Ad kringlede veje har Jörgen gjort den postmodernistiske forfatter Claes til sit idol og samtidig til en slags ’medskyldig’ i et lyssky kunstprojekt:
Et berømt svensk 1918-maleri, ’Den døende dandy’ af Nils von Dardel, rekonstruerer Jörgen som fotooptagelse af faktiske mennesker; vel at mærke mennesker hentet i hospitalets køledepot for afdøde og så klædt ud og arrangeret som på maleriet.
Det makabre billede skal indgå i en ’installation’ med fire rum, i et andet rum udstilles f.eks. et autentisk nodeark overbroderet med tilføjede noder, så Bartoks oprindelige musik er umulig at skelne.
Hele tankegangen er vi forberedt på med nytårskortet, jeg omtalte først.
Vejen ud
Er dét så billedkunst?
Og er Klas’ roman om Claes skønlitterær kunst, eller snarere æstetisk-teoretisk essayistik, nødtørftigt forklædt som fiktion med det påfaldende ufuldbyrdede plot om fortællerens tilløb til clinch og undvigemanøvrer med diverse damer, nogle rockere, en boaslange, en hund, en elg og andre uventede bekendtskaber gennem to-tre årtier?
LÆS INTERVIEW Östergren ramte plet første gang
Romanen er begge dele: en burlesk, næsten anekdotisk opridset fortælling – og en begavet illustration af kunstens selvopfattelse i en epoke, der ville smadre ethvert ideologisk kompas og følgelig gjorde værdifri retningsløshed til ideologi. Som den drevne og desillusionerede dialektiker han er, ser Östergren begge sider af medaljen.
Og vejen ud? Svaret blæser med cigaretrøgen i vinden, medmindre han snart befrier os med en roman om de røgfri 00’ere.
fortsæt med at læse
