Det her har han gjort mindst 100 gange før - siddet over for en journalist, der vil høre om hans nye bog. Men denne gang er situationen lidt underlig for svenske Klas Östergren, for bogen, vi skal tale om, har mere end 25 år på bagen, og når den udkommer i Danmark nu, skyldes det især, at dens efterfølger, romanen 'Gangsters', var sidste års absolut største litterære begivenhed i Sverige. Man ventede på 'Gangsters', som man i Danmark ville have ventet på 'Fodboldenglen 2', eller som vi ventede på den nye Peter Høeg for den sags skyld. For da 'Gentlemen' udkom i 1980, definerede romanen en hel generation af svenskere. Kunne Klas Östergren gentage succesen? Målt på salgstal og flotte anmeldelser var svaret ja, og det pustede samtidig støvet af den gamle bog, der kom i nye oplag og nye oversættelser. I Danmark er 'Gentlemen' netop landet i boghandlerne, mens fortsættelsen 'Gangsters' kommer til efteråret. Og derfor sidder 50-årige Klas Östergren med de grå lokker, de fire børn og bolig på landet i Skåne nu på sit forlag i Danmark og bliver bedt om at give et bud på, hvorfor man skal læse hans gennembrudsroman i dag. Det er jo hende! »Idéen i de to bøger er at give et kæmpe panorama over svensk efterkrigstid«, fortæller han. »'Gentlemen' handler om marginale eksistenser. I Danmark havde de formodentlig boet på Christiania. Denne marginal fandtes i Sverige frem til midt i 1980'erne, men i dag er den væk. I dag må man låne en million i banken, så man kan købe en etværelses, og bagefter må man gå på arbejde hver dag«. »Udviklingen i bøgerne er, at marginalerne krymper og til sidst forsvinder. Det er sørgeligt, for der er brug for randeksistenser, der tænker frit og ukonventionelt. Måske ikke for at skabe tekniske opfindelser, men for den sociale dynamik«. »Så unge, der måske end ikke var født, da bogen udkom, kan få indsigt i omstændigheder, der ikke findes mere. I samfundet og i tilværelsen«, siger Klas Östergren og tilføjer: »Og så synes jeg selv, at bogen er ret underholdende. Jeg havde glemt store dele af den. Helt glemt«. Nok stof til fire romaner Normalt læser han aldrig sine egne gamle bøger, men en aften for 2-3 år siden fik han en indskydelse så stærk, at hårene næsten rejste sig på armene. »Jeg ville gerne skrive en roman igen, for på det tidspunkt havde jeg ikke skrevet en stor roman længe. Så jeg sad med et A4-ark og noterede lidt om personer og problematikker. Familien lå og sov, jeg havde et tændt lys og en flaske vin, og pludselig tænkte jeg: Hvad Fanden, det er jo hende - det er Maud fra 'Gentlemen'!«. I næsten 25 år havde Klas Östergren sagt nej, hvis folk spurgte, om han havde tænkt sig at skrive en opfølger til 'Gentlemen', og nu sad han og skrev rammen til 'Gangsters' ned på en aften. »Næste dag tog jeg den gamle bog ned fra hylden og gav mig til at genlæse den, for hvis den var barnlig eller ikke holdt længere, så gik det jo ikke«, siger han. Men bogen holdt. »Naturligvis mærker man skellet i tid, fra jeg skrev den til nu, hvor jeg er 50. 'Gentlemen' er skrevet af en 23-årig knægt, der opdager sproget, men da jeg læste bogen igen, tænkte jeg flere steder »Oj, det var generøst«, siger Klas Östergren. »En rutineret forfatter havde jo lavet 3-4 bøger ud af 'Gentlemen'. Den har mange historier, som ville kunne udvikles, men når jeg syntes, noget blev kedeligt, skiftede jeg bare miljø og skrev noget andet. I dag er det jo modsat. Der sidder man og malker stoffet til sidste dråbe«, siger Klas Östergren med et grin. De rette knapper Da 'Gentlemen' udkom, var den generelle opfattelse af bogen, at den var morsom. Visse kritikere og venstreintellektuelle syntes endda, at den var for underholdende. Nu siger mange, der har genlæst bogen, at den er meget mere dyster og sort, end de husker den. Hvad er der sket? »Da 'Gentlemen' udkom, stak den af mod anden litteratur, fordi den krydser spændingsgenrer med en anden, mere reflekteret romanform. Det var vældig usædvanligt og er det stadig«, mener Klas Östergren. »I Sverige er der en knivskarp opdeling mellem seriøs litteratur og det mere underholdende. Jeg kendte dette skel og havde bevæget mig på den litterære bane med mine første tre bøger, men nu gav jeg pokker i det og ville have det sjovt«. »Så 'Gentlemen' leger med spænding og mystifikation. Det fik bogen til at føles original og frisk, og når man læser med øjne, der siger, at noget skal være sjovt, ser man ikke det dystre. I Norge og Tyskland derimod læste man ikke 'Gentlemen' som en pikaresk roman, men så straks samfundskritikken«. Den forunderlige velvilje Selv om 'Gentlemen' er blevet kaldt en generationsroman, gjorde Klas Östergren sig nu ingen tanker om sit publikum på forhånd. »Det var jeg for naiv til«, siger han. »Jeg skrev bare, fordi det var sjovt. 15 sider om dagen. Og så faldt jeg omkuld. Det mærkes i bogen - den har det der furiøse tempo. Men ved et heldigt tilfælde var jeg i samklang med en stor del af det yngre Sverige. Det sker kun én gang i ens liv. Man kan kalde det for læsernes forunderlige velvilje« siger Klas Östergren og bliver pludselig ivrig. »Når du får en god bog, gør du den endnu bedre gennem din velvilje. Du fylder i og tænker: »Det var djævelsk. Hvordan kan forfatteren vide det her? Om mig? Vi kender jo ikke engang hinanden«. Men der er jo slet ikke nogen plan, forfatteren lægger bare sig selv ind«. »Den forunderlige velvilje kan gøre en halvgod bog til et mesterværk. Og den velvilje mødte jeg for første gang rigtigt med 'Gentlemen'. Jeg havde trykket på nogle knapper hos læseren. De rette knapper i den rigtige orden. Men man kan aldrig regne ud, hvor knapperne sidder. Det er som at lave et hit. Du kan analysere ti hitsange og lægge resultatet i en computer, men ud kommer bare »bah, bah, bah«, og ingen gider høre det. Det går ikke. Der indgår noget uberegneligt mere«. Slips på 1970'erneDet er blevet sagt, at 'Gentlemen' var bogen, der satte slips på 1970'erne. »Slipset forekommer jo i romanen, men derudover bar man i de kredse, jeg omgikkes, slips, fordi det var en provokation. Det var det borgerlige samfunds symbol«. »Der var en enorm frihed i hele Skandinavien i 1970'erne, men hvad brugte folk den frihed til? Jo, at gå ind i organisationer, der sagde: Du må ikke gå med smykker, for det er fjollet. Du skal have kortere hår, ellers slesker du for mændene. Og det kastede folk deres frihed væk for! Det måtte man jo protestere imod, så jeg fik slips, så hurtigt jeg kunne. Endda to. Men at jeg havde slips på i interviewsammenhæng, var jo som at spytte i kirken«. Ikke et showmenneske »Jeg er ikke opvokset i overklassen, men dengang var billedet af en forfatter en lidt fortrykt fyr i islandsk sweater med skæg og uglet hår. Sådan er mit billede af en rigtig forfatter stadig«, indrømmer Klas Östergren. »De unge forfattere i dagens Sverige kommer jo ind i et rum og siger: »Hej alle sammen. Nu skal jeg fortælle om min nye bog. Du der, har du læst den?«. De er skuespillere, der fremfører et stykke. De kan den halve bog udenad og kan køre showet for hvilket som helst publikum«. »Næ, en rigtig forfatter kigger ned i gulvet og siger: »Undskyld ... hm hm ... jeg har skrevet et digt: ... angst ... angst ... angst«. Jeg føler mig mere beslægtet med den forfatter end med de moderne showmennesker. Men dengang var jeg nok bajadsen«. En roman er ikke et gemmestedI 'Gentlemen' bærer hovedpersonen dit eget navn. Hvorfor? »Det var ren improvisation. Jeg tænkte over, hvad hovedpersonen skulle hedde, og besluttede at skrive Klas, indtil jeg kom på et godt navn. Siden læste jeg det og fandt det lidt uhyggeligt at se mit eget navn. Så jeg måtte skrive noget, som mine venner vidste, at jeg ikke havde gjort, så de kunne se, at det ikke var mig«. »Men den læsende almenhed, som jo ikke kendte mig, synes stadig, at det er mærkeligt og lidt spændende, og alle vil vide, om det og det er sandt. Man vinder en vis effekt ved at bruge sit eget navn, men man taber også på det, fordi interessen forskyder sig til noget, man ikke synes er så vigtigt«. »Men da det stod der, tænkte jeg: Jeg står her med mit eget navn. Det betyder ikke, at alt behøver at være sket for mig personligt, men navnet er garant for, at jeg skriver på liv og død. Hvis læseren synes, at noget er dumt, er det min fejl, ikke heltens. Senere kan jeg måske grine ad det, men når jeg skriver, skal der ikke være distance«. »Den direkthed er jeg fortsat med at skrive med. En roman er ikke et gemmested for en forfatter. Alle forfattere afslører sig selv. Så man kan lige så godt gå hele vejen«.