For et kvart århundrede siden, før nogen på dansk havde læst Paul Austers dekonstruktioner af sig selv eller Umberto Ecos og Peter Høegs encyklopædiske fabuleren, udkom i 1980 denne storslåede roman, der foregriber de tre nævnte foruden en del andre af 1980'ernes og 90'ernes litterære nybrud. Den væsentligste svenske roman fra århundredets sidste fjerdedel, mener flere svenske kritikere. Men Øresundsbroen var jo heller ikke bygget, så her var vi ligeglade: Først nu udkommer 'Gentlemen' på dansk. Og hvis den gevaldigt intelligente og sprogligt udsøgte roman 'Tre portrætter' sidste år ikke skabte Klas Östergren det fortjente danske gennembrud, så gid det må ske nu, hvor forfatteren er dobbelt så gammel, som da 'Gentlemen' blev til. Bokser og pianist Var romanen banebrydende og måske ligefrem forud for sin tid, så trak den også lange rødder tilbage i svensk litteratur. Udgangspunktet er nemlig, at den unge forfatter Klas Östergren - den fortæller, der selv er person i romanen, jævnfør Auster og Høeg - bliver hjulpet ud af sin skrivekrise ved bestillingen - og forskuddet! - på en moderne version af August Strindbergs skandaløse samtidsroman 'Röda rummet'. Forfatterspiren - den rigtige Östergren debuterede 1975 og havde udgivet tre bøger før 'Gentlemen' - flytter ind i en gammel herskabslejlighed i Hornsgatan på Söder, altså midt i Strindbergs kvarter. Her bor Henry Morgan, fortællingens ene hovedperson: bokser, boulevardier og forfører af talent og tilbøjelighed, pianist og kompositionsgeni i svøb, småsvindler og trofast ven af guds nåde. Lillebror Leo Morgan er et modstykke: lyrisk vidunderbarn med digtdebut som fjortenårig, men skrøbelig af sind og netop udskrevet fra galeanstalten, da han træder ind i Söder-lejligheden. Det varme agentspor Bokser og pianist? - Jo, man har da hørt om klaverboksere. Men sandt at sige er brødrene faktisk som personer lige så sammensatte - for ikke at sige: selvmodsigende mangesidige - som romanens form er vidtfavnende: en svensk samtidsskildring, men samtidig en slags dobbelt pikareske, der fra kapitel til kapitel skifter mellem episoder af brødrenes liv fra 1950'erne frem til FN's internationale børneår, 1979, året før romanens udgivelse. En dannelsesroman med dobbelthelt, en kunstner- og skælmeroman - oven i købet med gravearbejde efter en skjult skat. For slet ikke at tale om den agentroman, der åbnes for, med Henry Morgans rejser til London og Berlin og fra favn til favn. Kærlighedsroman bliver det aldrig, trods to-tre hotte damer, men de er med til at holde agentsporet varmt til det sidste gennem en nervepirrende omstændelig afsløring af en svensk industri- og våbenskandale omkring Griffelkoncernen - med verdenskrigssysler ikke ulig Riffelsyndikatets - helt i tråd med Strindbergs afsløringer af finanseliten hundrede år tidligere. Men som let skitserede karakterer, skødesløse og halvstuderede, heroiske og barnagtige, melankolske og livsnydende på én gang, minder de tre musketerer på Hornsgatan måske allermest om Gösta Berling og hans paradoksale kumpaner i Selma Lagerlöfs desperate postromantiske genistreg. Venter spændt på fortsættelse Tidslinjen i romanen fastholdes af ydre begivenheder - Dag Hammarskjölds død, Berlinmuren, maj 68, den kinesisk-vietnamesiske krig osv. - som næppe siger de 25-årige i dag så meget, som de sagde forfatteren (og os andre) anno 1980. Det samme gælder tilløb til nøgleportrætter af datidens svenske kendisser. Men på andre måder er det stadig en meget ung roman. I sin livsappetit, ja, naive forslugenhed på begivenheder og fortælleeksperimenter. Og i det, man kan opleve som en bagside af den medalje: Vidtfavnende er også vidtløftigt, mytomanen under udfoldelse tillader sig excesser og gentagelser, som Östergrens senere prosa er for finsleben til at rumme. Også derfor venter man - nærmest med tilbageholdt åndedræt - på den fortsættelse, han faktisk udgav på svensk sidste år: 'Gangsters' hedder efterfølgeren, som rammer danske boglader til efteråret med den modne udgave af den forfatterspire, der første gang udfoldede hele sin vilde vækst af talent i 'Gentlemen'.