Lyt til artiklen
En kvinde og en mand, hun er ’jeg’, og han er ’han’.
I samtlige digte optræder de to, i et besværligt og noget ensidigt forhold. Digtsamlingen er en fortælling i punkter om en kærlighed, der hverken bliver opfyldt eller afsluttet. Det foregår i enhver henseende i udkanten. Der er ingen andre mennesker til stede i universet end de to. Hvis der er utroskab, optræder den højst som pletter på lagnet i det soveværelse, den talende kalder for ’opvågningen’, som de på et hospital kalder den stue, hvor patienterne gennemgår en kontrolleret tilbagevenden fra bedøvelsen.
Bedøvelsen forsvinder aldrig
For hende her forsvinder bedøvelsen aldrig. Hun er ikke alkoholmisbruger, ikke stofmisbruger, men måske mandsmisbruger. Hun er i hvert fald afhængig af en mand, der er til lidt af hvert, men ikke så meget til hende, at det gør noget.
Den stemme, der høres i alle digte, jager en drøm, som hun også kalder en hvid drage. Det er navnet for noget, hun skimter inden i manden, men aldrig kan få frem i dagslyset eller trampet på halen. Hun ser hans skulderblad som en vingerest, dog ikke af en falden engel, men som en mindelse om, at mennesker engang var flyvende drager.
’Han’ er det endnu. Et portræt af kvindelig masochisme Skulle man bruge en klinisk etikette, er bogen vel et portræt af den kvindelige masochisme. »Hvis jeg skader mig selv, får jeg det bedre«.
