Det smukkeste og sjoveste stykke verdenslitteratur, jeg kender, er nok åbningen til den bog, som nu foreligger i aktuel dansk oversættelse: ’I skyggen af unge piger i blomst’ – anden del. Her tusind sider fremme i ’På sporet af den tabte tid’ samler Marcel Proust alle de afgørende motiver i sit hovedværk og udkomponerer dem som en ferierejse fra Paris til badestedet Balbec i Nordfrankrig.
Den unge Marcel og hans elskede mormor tager toget derop sammen med kokkepigen Francoise, hin uimodståeligt uvidende skabning, »i den fuldstændige mening, hvor det ingenting at vide er det samme som ingenting at forstå, undtagen de sjældne sandheder, som hjertet er i stand til umiddelbart at nå.« Francoise er en konstant i værket ligesom mor, mormor, kirkerne, forelskelserne, jalousien, afskederne, angsten, foråret og »det begær efter at leve, som genfødes i os, hver gang vi på ny bliver os skønheden og lykken bevidst.« Tyvstjålet fjols Alle disse evige Proustmotiver findes på bogens første sider såvel som selskabslivets grundkomponenter af snob og naragtighed, hvor direktøren på Grand Hotel slår alle rekorder, når han »iført en herskabelig smoking og med menneskekenderens blik ved ’omnibussens’ ankomst almindeligvis antog fornemme folk for brokkehoveder og hotelrotterne for fornemme folk!«
