Gu Shan, en ung kvinde på 28, skal henrettes. Hun er tidligere rødgardist, et af kulturrevolutionens børn, der hånede, slog, torturerede, i nogle tilfælde dræbte fjender af systemet. Det kunne være jordbesiddere eller efterkommerne af dem, intellektuelle og som i Shans tilfælde børnenes egne forældre. Det kunne være hvem som helst. Det er imidlertid ikke den forbrydelse, Shan er dømt for. Ironisk nok, hvis ironi er ordet. Hun er dømt for sin egen voksende tvivl på systemet, som hun har røbet for sin kæreste, der igen har røbet den for myndighederne. Omdrejningspunktet for romanen er den fordømmelsesceremoni, der går forud for henrettelsen. Bedstemor Hu sætter plakaterne op, der annoncerer begivenheden på byens stadion.
Nini, en fattig, forkrøblet pige, der hver morgen skal opsamle kul på gaden, kommer forbi og smager forsigtigt på melklisteret, der holder plakaten fast til muren. Derefter er det Bashi, en frygtløs og elskelig fribytter. Så er det drengen Tong, senere endnu Kwen, der lever på byens natside, dækker over dens hemmeligheder og har sine egne.
