Dina er teaterchef og feteret skuespiller, og hun er også mor til en overvægtig datter, som hun i øvrigt aldrig har interesseret sig for. Hun er beundret og forhadt, hun har magt, og nu takker hun af. Generalprøven på den sidste rolle går strålende, men så får hun en hjerneblødning. Lammet i den ene side, afasi, plejehjem. Men hun kan skrive med den ene hånd på computeren.
Døden - en kampsport for eliten
For en gammel kyniker som hende er der ikke mere at leve for. Hun ønsker at begå selvmord og får mailkontakt til et chatroom for selvmordsplanlæggere.
Her træffer hun Philippe fra Paris, hvis liv også har været prestigefyldt - doktor i religionsvidenskab, stor forlagsredaktør - men nu har han lagt hænderne om halsen på en sød, godgørende pige, elskerinden, der ikke helt ville underlægge sig den arrogante han.
Nu vil han sone sin forbrydelse og naturligvis på en sofistikeret måde.
»Døden for egen hånd er en kampsport, der tiltaler eliten«, som han siger, og han forestiller sig selvmord via en selvbetjent guillotine, som han vil bruge sin formue på at få konstrueret.
Menneskeforagt og dominans Mens han bikser med sit projekt, finder Dina ud af, at hun vil dø en slags sultedød ved kun at indtage små stykker luksuschokolade og intet andet. Philippe sørger for leverancerne, Dina snyder plejehjemmet og den efterhånden selvvalgt hjemløse Philippe rejser fra Paris for at bistå hende på den sidste (kærligheds)rejse. Lis Vibeke Kristensen er meget håndfast i sine udlægninger og skriver på en ide om, at to gamle nødstedte kynikere kan hjælpe hinanden i livets sidste kapitel og gøre det med værdighed. Og oven i købet møde hinanden med en form for venskab og kærlighed, de aldrig før har tilladt sig at føle, give eller modtage i deres kuldslåede liv, der har været fuldt af menneskeforagt og dominans.
