Hvor ville det være skønt, hvis man var nødt til at dø af selv de mindste irettesættelser. Men nu med forlov lidt om en tjenestepige og et knækys og om en bog, som blev overrakt i en bjerghytte«. Men ak nej, vi hører intet om hverken denne tjenestepige, dette knækys eller denne bog i bjerghytten - for fortælleren i Walsers groteske og halvgale romanmesterværk 'Røveren' (formentlig skrevet i 1925) springer ufortøvet og muntert videre, som en gazelle på meskalin. Ekstremt simpelt skelet 'Røveren' er en del af Robert Walsers (1878-1956) enorme korpus af 'mikrogram'-tekster, tekster skrevet med blyant og med bittesmå bogstaver på 1-2 millimeter, og det er nok vigtigt at vide, at den kom til verden, noget inden Walser tilbragte de sidste godt 30 år af sit liv på anstalter for sindslidende. Vi har altså ikke - heller ikke i klinisk forstand - at gøre med en galskabstekst, selv om den unægtelig undervejs udviser træk, der kunne minde svagt om skizofrene tekststrømme. Efter sigende er romanen stramt komponeret i 35 tekstlignende blokke, hvilket nu umiddelbart er vanskeligt at fornemme under læsningen; den har tilsyneladende et ekstremt simpelt skelet, gående ud på, at en unavngiven fortæller (eller 'arrangør' er nok bedre, for der udfoldes ingen fortælling i nogen standardiseret eller endog uautoriseret forstand) beretter om en mandsperson, konsekvent kaldet 'røveren', og i særdeleshed om, hvordan denne røver elskes af 'Edith', men også har noget for med 'Wanda' og 'Selma', den sidste hans pensionatsværtinde. Komisk tekstmaskine Røveren påstås at bifalde mordet på den betydelige tyske kritiker og minister Walter Rathenau i 1922, men det er en løs påstand, der fremsættes i affekt af denne Edith, som undervejs selv skyder og sårer røveren. Alt andet er bizart og undergravende over for en række romankonventioner- og byggeelementer: der er ikke skyggen af plot, karaktertegning, tematik og motiver eller andet hos Walser. Blot den snurrige arrangørs sære og vilde hop og spring, garneret med mærkværdige mordforsøg på ethvert tiltag til at ville moralisere og rationalisere. Walser iværksætter en mægtig, bevægende og komisk tekstmaskine, der udfolder sin mekanik langs to akser, der uformidlet krydser hinanden. Saboteret handlingsplan Den ene akse kunne man kalde for parataktisk og metonymisk, dvs. den arbejder sig af sted i sideordnede led og associative kæder uden logiske overgange, denne akse er horisontal og ekstremt forvirrende. Romanen - for så vidt det er en sådan, jeg ville fristes til at kalde den en sørgmunter vrængen af romanen - beskrives et sted som ren, overflødig pludren, som tidsspilde. Det er den ene akse. Den anden akse er vertikal, og knokler på med visdomsord, maksimer, antiteser og grundsætninger, små, moraliserende overvejelser - men på en måde, der enten snor sig ind gennem og forlorent mimer vanligt banale klogskabsudsagn, eller i stedet fremstår som uforklarede og frapperende sentenser, f.eks. dér hvor kærligheden med et hovedløst øksehug beskrives som »grandios mindreværdighed!«. Vi har altså på den ene side en saboteret handlingsplan og på den anden side en amputeret udsagnsplan; et plot, der er skudt sønder, og tilløb til klogskab, der imidlertid enten mimes på en latterliggørende måde eller suser flirtende ud i uforståeligheden. Disse to akser eller linjer går brat og abrupt over i hinanden - og dette skal vel at mærke ikke læses som en advarsel, men tværtimod som en invitation. Kugleskør og skæg Denne ikke-roman er på sin egen mildt sagt egenartede manér en af de mest fascinerende og interessante romaner fra det tyvende århundrede. Skulle jeg kort placere Walser og 'Røveren' rent litteraturhistorisk, ville jeg sætte ham på en pinebænk ved siden af den bindegale romantiker Gérard de Nerval, gakkede Dostojevskij, finurlige Storm P og voldsomme polske Witold Gombrowicz, og så med sin lærling Kafka på skødet ... han er med andre ord en blændende skifting, helt sig selv i selskab med alle de andre store kanoner. Forlaget Basilisk fortjener pris og ros og lovord for at have foranstaltet denne udgivelse, der gør, at vi nu efterhånden har ikke så få Walser-værker på dansk, og René Jean Jensen skal hyldes for sit store oversætterarbejde med denne særdeles vanskelige tekst, ligesom Erik Granly Jensen har skrevet et fint, vidende forord. Men det slår mig, at jeg har gjort alt galt: for 'Røveren' er måske nok bizar og avanceret, men først og fremmest er det vigtigt, at De giver Dem i lag med den, at De tilraner Dem 'Røveren', for den er kugleskør og skæg, den er sørgelig og eventyrlig, den er brillant og politiserende, den er - medrøvende, men langt fra tidsrøvende.