En af de bøger, der vakte størst jubel hos mine russiske venner i Moskva-vinteren 1979-80 - de mørkeste af stagnationsårene inden Gorbatjovs glasnost - var Mikhail Bulgakovs store roman 'Mesteren og Margarita'. Den blev trykt i Sovjetunionen - det skulle jo ikke hedde sig, at den var forbudt. Men oplaget var lille, teksten beskåret, og bogen kunne, ligesom f.eks. Dostojevskij - kun købes, hvis man var medlem af Forfatterforeningen eller udlænding og havde valuta. Konfiskeret af KGB Så absurd var det: En tumpet student, der endnu var dårlig til russisk, kunne købe litteratur, som en lærd intellektuel ikke kunne skaffe sig. Vi var så nogle tumpede studenter, der rettede lidt op på den ubalance og til gengæld selv blev skæve af at bære bogtunge bæreposer gennem Moskva ... 'Mesteren og Margarita' blev dengang en kultforestilling på det berømte Taganka-teater. Også her var det kun inderkredsen og udlændinge med forbindelser forundt at få adgang. Så såre censurgrebet blev løsnet, begyndte Moskvas teatre at spille en anden, på alle måder mindre ting af Bulgakov. Den korte roman/lange novelle 'En hunds hjerte' er skrevet i 1925, men konfiskeret af KGB og ikke udgivet før forfatterens død i 1940. Set fra hundens synspunkt Romanen handler om transplantationen af en ung fordrukken underklassemands hjerne ind i en hunds krop, hvilket får uventede, barokke, men sandelig også snigende uhyggelige følger. Første del af historien hører vi fra hundens synspunkt. Den bliver - mishandlet og sulten - samlet op på gaden og forkælet af den verdensberømte, eksperimenterende Moskva-kirurg F.F. Preobrazjenskij, men udvikler sig på grund af den implanterede menneskehjerne til sindbilledet på 'skidt, der kommer til ære'. Med sin primitive ubehøvlethed og en hurtigt opsnuset politisk opportunisme truer den sin herres - og skabers - eksistensgrundlag. Alt sammen fordi operationen lykkes over al forventning - og fordi kirurgen ikke havde tjekket sin donors dannelse. Borgerlig overklasseæstetik Handlingen talte dengang i 1980'erne til den russiske intelligentsias had til den revolutionære pøbel, der ifølge alles familieoverlevering - og i de flestes virkelighed - havde knust den komfortable tilværelse med tjenestefolk, som de heldige levede under i tsartiden. Dengang syntes jeg, den var rigeligt revanchistisk i sin romantisering af en livsnydende kirurgs svælgen i borgerlig overklasseæstetik og sit had til de indtrængende proletarer, men den hævn havde de russiske teatergængere brug for på det tidspunkt. Bidsk kommentar Nu, ved genlæsningen af Georg Sarauws danske 1973-oversættelse, revideret af Jan Hansen for forlaget Hovedland, ser jeg, at Bulgakov er mere nuanceret end som så. Den lægeuddannede Mikhail Bulgakov, født 1891 i Kijev, havde den tvivlsomme fornøjelse at blive ringet op af Stalin himself, efter at han i frustration over ikke at kunne få sine stykker opført - og med en typisk blanding af selvbevidsthed og tjenstiver - havde skrevet til tyrannen og bedt om udrejsetilladelse. Temaet Stalin ringer er stort og fascinerende i russisk kultur: Forestil Dem at skulle argumentere med en mand, der med et knips med fingrene kan få Dem og alle Deres kære torteret og likvideret ... I en nutidig kontekst vil man nok først og fremmest læse 'En hunds hjerte' som en bidsk og veloplagt kommentar til menneskeligt overmod, lægeligt såvel som socialt og politisk. Det er både farverigt og morsomt - men det er sandelig også en gyser, som man er taknemmelig for, at Bulgakov tager hånd i hanke med, før den løber løbsk. At den så løb løbsk i virkeligheden, gør kun 'En hunds hjerte' så meget desto mere anbefalelsesværdig.