Digteren, oversætteren og musikmageren Peter Laugesen (f. 1942) er nu så alderstegen, anerkendt og kanoniseret, at en mindre galakse af klicheer og fladtrampede myrestier går gennem modtagelsen af hans værk, f.eks. den berømte forestilling om, at der - i trivialitetens ordvalg - er lige så meget lort som lagkage i digtene. Laugesens ny og omtrent 50. digtsamling '64' ankommer samtidig med digterbagmandens biologiske alder deromkring, og synes umiddelbart at bekræfte klicheen. Forlagsteksten gør ganske vist opmærksom på, at der er 64 heksagrammer i 'I Ching', og det samme antal bogsider i fire trykark, og man kunne tilføje det med digterens alder, men ikke desto mindre svæver påstanden om en art spontan orden et sted i det uvisse. Læses med distraktion og koncentration Spørgsmålet er, om det overhovedet er interessant at tage livtag med klicheen? Jeg vil sige, at disse digte skal læses med en adræt kombination af distraktion og koncentration, ellers risikerer man nemt, at læser-erfaringen enten diffunderer hid og did ud i det tomme rum, eller skuffes og finder for lidt. Elementerne er de velkendte: en rasende og efterhånden afmægtigt ironisk kritik af skuespilsamfundet (efter situationisten Guy Debord) og gode refleksioner over forholdet lyrik-politik, den zen-agtige opholden sig ved en proces, i hvilken subjektet opløses, hvad enten under et ærinde eller til musik. Læseren ser endvidere den elskede hunds stadige genopdukken som på skift sin ven og herres følgesvend og mester, referencerne til de elskede ikoner, f.eks. Artaud, Saarikoski, Burroughs, Genet og Henry Miller, glimt fra hverdagslivet i Brabrand og omegn, her desuden en del henvisninger til Beatles 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' anno 1967, året for digterens debut med 'Landskab', hvilket passende ledsages af skumle og selvironiske overvejelser over det mulige eftermæle og den ventende yderligere kanonisering eller ej. Cave canem Det hele står med andre ord og vimrer som vanlig, indkapslet i Laugesens lille beskrivelse af digteres dont: »Man spørger ikke digtere/ om den slags ting/ man spørger dem ikke om noget som helst. De/ svarer bare./ De er våde hunde på ægte tæpper, de går og går/ til de kommer hjem. De standser ikke/ og de mener ikke noget med det./ Der er ingen forklaring«. Nej, måske ikke, og digterpersonen er jo også i sig selv ligegyldig og irrelevant, men det forhindrer nu ikke, at Laugesen andetsteds kommer med et vidunderligt forklarende og nypatriotisk digt med omkvædet 'Hviler så blødt/sover så sødt', på samme tid en sviende kritik af vi danskeres velfærdsblindhed og en art kærlighedserklæring til det danske sprog som er: »stort og flot og frit«. Al respekt for akademimedlemmet Laugesens omhu og troskab og stædige pløjen sig vej og ophobede erfaring og virtuost rytmiske ordkunnen og selvironi også; men jeg ville tilføje et 'cave canem' ('pas på hunden') for det, jeg opfatter som en pletvis tendens til det for nuttede og repetitivt selvfede: Laugesen prædiker for de omvendte, og hunden er for sjældent en Fenrisulv.