Hugo Pratts 'Jesuit Joe' har haft en lang og snørklet vej frem til denne første danske udgave. Fortællingen om mestizen Joe i Canadas barske ødemark udkom oprindelig i 1980 og 1985. Da tegneserien skulle filmatiseres i 1991, bad instruktøren Oliver Austin Pratt om at videreudvikle nogle af figurerne. Det gjorde Pratt, og i den udgave, der nu som den første 'Jesuit Joe' udkommer på dansk, er Pratts storyboard/skitser indskudt i den oprindelige fortælling. Inklusive Pratts forslag til filmmusik! Gådefuldhed Man læser derfor 'Jesuit Joe' med en fornemmelse af at kigge en mester over skuldrene og i kortene, og det er jo altid en særlig tilfredsstillelse. Samtidig er det med til at understrege stilen i de nye Hugo Pratt-udgivelser fra Faraos Cigarer. Udstyret skal være mere end i orden, og der skal anrettes lækkerier i stift bind til de trofaste. De indskudte sætninger har til formål at gøre filmen mere forståelig og underholdende. Mere sex og action og ikke mindst forklaringer, der skal lægge kød på figurens skelet og få det narrative til at glide lettere ned. Hugo Pratt har løst sin opgave. Men faktisk er det mest interessante, at springe indskuddene over og se, hvor meget bedre den spartansk skitserede historie faktisk fungerer på 100 procent »prattsk«. 'Jesuit Joe' er en gådefuld og rå fortælling fra ødemarken, men med de nye bonusinformationer fremstår den menneskelige gådefuldhed som mere krukket end eksistentiel. En sand billedpoet 'Jesuit Joe' er fortællingen om en ung halvblodsindianer, der er trukket i det beredne politis blodrøde uniform. En ordknap tragedie om ved hjælp af blodsporet at skulle finde vej i ødemarken mellem to verdener, hvor man er en fremmed i dem begge. En fabel om at hævne kulturtabet, som bliver noget banaliseret af de skitserede krav til fart & tempo. Ved siden af sine magiske fortællinger om Corto Maltese og sine detaljerede historiske skæbnefortællinger koncentrerede Pratt sig i sine sidste år i høj grad om historier, der blev stadig mere kryptiske i sin narrative tegnsætning. Det gjorde nok bøgerne mindre underholdende, men understregede Pratts position som tegneseriemediets billedpoet. I sin måde at kombinere kulsort tusch med en farvelægning koncentreret omkring falmet løv, rødfrakker og sne, er 'Jesuit Joe' en af Pratts visuelt mest vellykkede mindre bøger. Det på en gang åbne og klaustrofobiske landskab er flyttet ind i den enkelte billedramme. Indholdsmæssigt har den romantiske desillusion fra Corto Maltese måtte vige for en mere kuldslået desillusion. Der er bogstavelig talt ikke meget at varme sig ved i et snedækket Canada. Det skulle da lige være privilegiet endnu engang at være i Pratts selskab. Elegant påklædt med Faraos cigar, skulle man nok tilføje.