Mellem mig og verden har der aldrig været nogen bogstaver. Sådan siger fortælleren, for han kan hverken skrive eller læse, men taler til en båndoptager. Især om Dorés Bibel, altså den franske mesters xylografier. I dem ligger for vor mand hele den hellige skrift, som andre må stave sig til, men som han husker udenad. Hans verden er dog især Västerbotten, oppe i indlandshøjderne langs elven fra Umeå ind mod Mo i Rana bag norskegrænsens bjergrygge. For resten ikke så langt fra Kerstin Ekmans ulveskind og hændelser ved vand, mest klipper og skov, gammelt rendriftrevir med bygder som Lillåberg, Avabäck og Åmträsk og statshusmandssteder med fromme navne som Lykken, Husvalelsen og Nåden. Her er dobbeltkontrakter Men selvfølgelig navnlig velkendt terræn for Torgny Lindgrens læsere. Lokaliteter, personer og sågar egnsretter fra 'Humlehonning' (1996), 'I Brogede Blades vand' (2001) og 'Pölsa' (2003) møder vi her igen. Ja, en biperson fra den sidstnævnte er nu ligefrem hovedperson: Lindgren selv. Eller er det? Er Avaberget, hvor fortælleren bor, det samme sted, som findes i mit 'Bilatlas Sverige, 1:300.000'? Ja og nej. Svaret står i bogens motto: 'det sted, jeg beskriver, ligger i mig'. Og forfatteren - en af Nordens største nulevende - er jo ikke analfabet. Men det er fortæller-'jeg'et altså, vi læser mundtligt fortalte 'erindringer'. Men på den anden side: Sammen med værker af Ekman og Tranströmer, Böll og Mann og såmænd Barbara Cartland ender bøger af en vis 'Torgny Lindgren' minsandten i flammerne til sidst. Men her sidder jeg med hans bog? Her kan Poul Behrendt finde 'dobbeltkontrakter'! Ydmygt iagttagende, fromt accepterende Især finder man dog den dobbelthed, der ligger i at søge sandheden med sådan en målrettethed, at det kan kaldes én stor livsløgn. Eller føle sig så sikker på sin fars kærlighed, at man kender indholdet af hans brev, som man aldrig har åbnet - og hvorom vi andre må frygte det værste! Den troskyldige fortæller får - umærkeligt og loyalt, som Blicher kunne det - sin troværdighed undergravet, sent, men eftertrykkeligt. Af sine egne ord. De ord er ellers så stædigt sagtmodige og kuldslåede, som vist kun Lindgren kan belægge dem: Uanset om beretningen så tangerer det groft eventyrlige - som at allerede morfarens læseevne udslettes ved en slags 'lynfrostmetode' en vinternat - eller det himmelråbende uretfærdige - som anbringelsen af dette unge hukommelses- og fortællegeni på et 'hjem' for uegnede - ja, så er tonefaldet ydmygt iagttagende, fromt accepterende. Husker lidt for godt Det har han lært i barndomshjemmet med Dorés Bibel og af sin strengt naturvidenskabeligt sanddru far, den rankryggede skovrider. Som indførte brandbælter og afsvedning af skovområderne; som i sin kærlighed og visdom anbragte fortælleren på en sinkeanstalt; og som blev årsag til, at den bibel gik op i flammer! Nu tegner sønnen selv Dorés billeder efter, streg for streg, og fortæller sideløbende om sit liv: barndom i embedsboligen, outsider på 'hjemmet', et (selv i denne sammenhæng påfaldende) samliv med et kvindeligt rigsdagsmedlem og deres fælles udflugt til DDR-forfatteren bag bogens motto; så en tjans som kustode, siden venskab med egnsavisens lokale notitsskribent osv. Musikalsk er han og med stort kendskab til digtningen, til Pascal, Kierkegaard og Wittgensteins tænkning, til verdenskunsten såvel som de svenske hjemstavnsmalere ... Ja, så fænomenalt husker han alt, at mistanken lurer: Er hele beretningen én lang lunte til den bombe, der må springe og tvinge en til at læse om igen, nu med psykiaterens diagnostiske briller på? Livets grumme bundløshed Nej, heller ikke kun det. For der ér en sandhed i selvbedraget: Vent det bedste af andre, så finder du det bedste i dig selv. Har vi alle en dobbeltkontrakt om at gøre vores eget liv og død til en fortælling - som vi selv digter og dermed får på afstand? Fordi ensomhed og vilkårlighed kun på dén måde får mening? Med 'bogstaverne mellem mig og verden' er det atter lykkedes Lindgren på én gang at digte livets grumme bundløshed og dets hellighed og nødvendige selvbedrag frem - med al den jordnære overbærenhed, dét kræver!