Er man vokset op i et lærerhjem og selv folkeskolelærer, vil man nok blive godt underholdt og måske ligefrem revet med af denne bog. For det er altid rart at se sin egen verden indforstået og sympatisk beskrevet, især når man tilhører en ideologisk forfulgt og økonomisk forsømt gruppe som lærerne. Jeg slæbte mig igennem den. Og der er da ellers både humor-, tragik-, kærligheds- og had-sprængstof nok i emnet. Strandet i barndomsbyen Fortælleren, den bumseplagede folkeskolelærer i Jesper Wung-Sungs moppedreng af en roman med det underligt løsrevne navn 'Lidt berømt, meget berygtet', var enebarn i et lærerhjem i en lilleby og underviser nu selv på samme skole som i sin tid de nu (tidligt) afdøde forældre. Til overflod bor han også i deres hus, hvor han af og til tager sig af en tilløbende, sky og forsømt institutionsdreng. Af og til boller fortælleren rutinemæssigt med en gift kollega på skolen. Da en af hans gamle klassekammerater en dag stiger af toget i den meget lille by, inspirerer eller måske snarere tvinger det ham til at opsøge andre fra den tid - andre, der som han er mere eller mindre frivilligt strandet i barndomsbyen. Voldelige drengestreger Man forventer noget hævn, et traume, noget opgør eller forsoning, men der kommer aldrig andet end småtterier om pubertetsforviklinger, kæresterier og mobning. Nogle af historierne bevæger sig pludselig - og for mig at se malplaceret i en ellers meget socialpædagogisk og indimellem morsom kommenterende tone - over i noget, der ligner vandrehistorier om f.eks. en grotesk altædende pige, en skør skolefotograf og diverse mere eller mindre voldelige drengestreger. Uanfægtet tilbageblik Noget er som sagt morsomt - for eksempel typiske lærerkarakteristikker af pubertetsbørn - personligt havde jeg dog svært ved at tage fortællerens uanfægtede tilbageblik til grov dyremishandling og pensionistydmygelse, udført med en barndomsven, der var psykopat. Sådan var det bare - forfatteren bruger ikke det problematiske og muligvis sporsættende forhold til noget. Det er en detalje, men en meget typisk sådan - det er, som om forfatteren er tilfreds med sin ubestridelige evne til iagttagelser og anekdotiske fortællinger. Men det er højst nok til en novellesamling. Unge robotter Måske har jeg overset en livsvigtig pointe, der ville gøre denne bog til andet end småsnak, men det må falde tilbage på værket. Og for en skolelærerroman er det også et problem, at der er en del sprog- og stavefejl. (F.eks. kiggert for kikkert, færden for færten og 'give til bedste med' etc.). Men Wung-Sung skal da lige have lov at brillere lidt med denne delkarakteristik af store børn: »Dækket under smarte, voksopsatte frisurer er deres hoved et skruelåg, som medierne åbner og efterhånden kan slippe af sted med at tanke hvad som helt på, bare der er sukker i. De reagerer med en automatik, der stiller spørgsmålstegn ved overhovedet at videreudvikle robotter«.