De Bangske Morgenmænd - det lyder som et sangkor, men det kokette navn dækker over en fanklub på 22 sjæle, der er bidt af Herman Bang. Så bidt, at de allerede nu fejrer Bangs 150-års dag til næste år med at udgive hans samlede noveller i ét bind. Og samlede betyder: rub og stub. Her er samtlige 45 tekster fra samtlige Bangs ni novellebind, fra småskitser til de store fortællinger, suppleret med hans to centrale forord. Det er næsten, som da Svend Grundtvig samlede 'Danmarks gamle Folkeviser' under devisen: 'Alt hvad der var, og alt som det var'. En ung realist Det er første gang, vi får alt på ét bræt, og det er stort tænkt af morgenmændene. Lovlig stort, for det er en noget diskutabel fødselsdagsgave. Ikke bare fordi bindet er så umanerligt tykt (849 sider) og uhåndterligt tungt (1,3 kg). Men især fordi så meget af indholdet faktisk ikke er værd at trykke op. Bang udviklede sig først som journalist, kritiker og romanforfatter. Som 22-årig, i 1879, udgav han det fine essaybind 'Realisme og Realister', og året efter debuterede han skønlitterært med novellerne 'Tunge Melodier' og romanen 'Haabløse Slægter'. Romanen blev en skandalesucces og siden en klassiker. Hans første novellebind er derimod glemt, undtagen af indædte specialister. Med god grund. Det tungeste ved de 'tunge melodier' er, at de klirrer af lån fra romantikkens klichékasser - med umulig kærlighed, tåreløse længsler og symbolsk skumring. Den unge realist vil demonstrativt vende tidens guvernantefortælling på hovedet, men problemet er, at den obligate illusionspunktering også fremstår som litterær manér. Svigt Unge Bang boltrer sig i bristede illusioner, tristesse og livslede - som i billedet af et bryllupsselskab. Hvad brudeparret kan vente af ægteskabet, fremgår af fortællerens panorering hen over åstedet: »Restaurationslokalets løjede, falske Elegance«, plettede møbler, et »forhamret« klaver, »maddunst, fedtbugnende Gips-Amoriner i loftet« og overalt »lascive Minder«. Greven, der holder bryllupstale om livets ensomhed og »den haabløse Kærligheds« »kildrende Smerte«, er naturligvis selv blevet svigtet: »Hvert Minde var jo en tung Spade Jord, kastet paa hans Livs Lykke«. Pludselig død Vor verdensmand på 23 foregiver at vide Alt Om Kvinder, men han fråser i kvindefordomme - som når han præsenterer 'Kammerherreinden til Kongstrup': »Højt oppe i Fyrrerne havde hun endnu ikke opgivet Forsøget paa at være smuk eller i alt Fald indtagende (...) hun laa med raat Kød paa Kinderne om Natten, malede sine Øjne og snørede sig stærkt ... hun var overfladisk, uden Overbevisning, uden Varme, stivnet i de selskabelige Former (...) Kammerherreinden elskede som alle Kvinder, der falmer, Halvlys og Tusmørke«. Trods sin høje alder udstyres fruen med et stille skarpsyn, men hun kan ikke hindre, at hendes søn med den vilde ungdom begår selvmord i ulykkelig kærlighed. Naturligvis. Lige så naturligvis som at da den aristokratiske Elna sent i livet finder kærligheden og selv erotikken, så dør hun pludseligt. Hvis ikke de 'elskovssyge' narres af hinanden (mest mænd af kvinder), bliver de narret af skæbnen - og forinden ædt af sladderen. Tilbage er 'Forsagelsen', »den sande Kærligheds Barn«. Bangs idiosynkrasier Sådan er unge Bangs 'tunge melodier' mestendels enfinger-øvelser på klaveret. Hele tiden den samme fastlåsning, isolation og melankolske udsigtsløshed, de samme gymnasiastagtige klichéer på snor. Men problemet ved at tyre disse tidlige tekster på stribe er, at de skærper ens blik for alt det diskutable også i de senere noveller. De er teknisk dygtigere, men man genfinder mange af unge Bangs idiosynkrasier og fordomme, bare bedre maskeret. Tykt lag ironi Bang har lige fra starten mesterlige greb og optakter - snesjapjuletrængsel på Strøget, fine portrætter i forbifarten, vittig satire over selvfede præster med »Fløjelsbaryton« og »lune Omslag om alle Tanker«. Fra 'Excentriske Noveller' (1885) og især fra 'Stille Eksistenser' (1886) og 'Under Aaget{rdquo} (1890) har han fundet sin form: Den berømte skildring af outsidere og anonyme skæbner med den berømte impressionistiske metode. Litterære lån og anden rust er skyllet ud af vandrørene. Den diskrete indlevelse og aflæsningen af personernes indre via gestus og replikker kulminerer bl.a. i mesterværket 'Ved Vejen' om stationsforstanderkonen Katinka Bays stille tragedie i lillebyen. Men selv om den moderne realist efter Bangs opskrift bare diskret skal »vise alt«, ser man ustandselig fortælleren træde frem med skarpladt pegefinger og dømme sine figurer. Den eminente menneskeskildring invalideres tit af fordomme og stereotyper, og det tykke lag ironi bruges til at dække over sentimentalitet og misantropi. Opløst identitet Ved siden af de indfølte 'stille eksistenser' vrimler det med sladderagtige, dumme og onde mennesker. Farligst er kvinderne - træske, troløse og tit udelikate, når de kommer op i årene, dvs. op i fyrrerne. Rynkede eller »fyldige«, knibske eller lystne - det er lige galt. Det er et mønster lige fra Bangs første noveller, at hans sympati med udstødte og forsømte kvinder tit viser sig at dække over kvindeangst og kvindeforagt. En kendt gruppe noveller handler om artister, som Bang sammenstiller med to andre kaster: kellnerne og fyrsterne. Med sin egen blændende artisme tegner han artisternes cirkusliv, barnevirtuoserne som turnéslaver, akrobaterne med de glinsende kroppe i evig livsfare - og ellers overladt til deres ensomme narcissisme og paranoia. Disse outsidere peger på hans fremmedhedstema: det ydre og indre eksil, De uden Fædreland, der jo er indlysende forbundet med hans parialiv som homoseksuel. Og igen er det kvinderne, der skaber ulykkerne. Tjeneren Franz Pander er hooked på skinnet fra hotellernes og overklassedamernes luksus og slider sig op. Bang antyder raffineret, hvordan hans identitet opløses i masochistisk underkastelse og transseksuel forvirring, men hvad der får ham til at hænge sig, er ureflekteret væmmelse ved kvinderne - en forelsket stuepige, en luder. Evigt melodrama Det er det samme i virtuosnummeret 'De fire Djævle' om de to brødre- og søstrepar, der pukler som cirkusartister, indtil kvartetten sprænges, og Fritz' trapezpartner slår ham og sig selv ihjel i manegen i forsmået kærlighed. Hvad der udmarver Fritz, mener han, er Kvinden, der lokker ham til sig om natten. Han føler en »ubetvingelig isnende Væmmelse«, som et Had »ved berøring med dette Legeme af en Kvinde ... som elskede ham«, og han »sammensnøres« af en »vild Forbitrelse mod sig selv, mod sin Krop, mod sin Drift, mod sit Køn og mod hende: Tyven, Røveren, Fordærvelsen ... hun«... Det er dette evige melodrama, der gør så meget i Bangs noveller forudsigeligt. Som i 'Otto Heinrich', hvor priorinden ofrer alt for sin officerssøn, indtil æresgæld sender ham ud i selvmord. Naturligvis. Hvad kunne den diskrete ironiker Arthur Schnitzler ikke have fået ud af den historie - eller Karen Blixen? Bjørnetjeneste - på den gamle måde For ikke at tale om antologiklassikeren 'En dejlig Dag' fra den finske flække, hvor adjunkt Etvøs ofrer alt på at traktere den tilrejsende klaverprimadonna. Bangs tour de force eksponerer den dobbelte livsløgn: primadonnaens blaserte arrogance op mod provinslærerens honnette ambitioner, med den forhutlede fødemaskine fru Etvøs som offer. Men historien kunne også være fortalt mere menneskeklogt som et eventyr om livets ironi - som hos Maupassant, som 'Babettes Gæstebud' i Berlevåg. Bindet rummer også andre mesterstykker fra de modne år - og flere mindre kendte numre. Bl.a. herlige fortællinger om 'Liv og Død' i de bedre kredse, hvor Bang virtuost blander et mylder af originaler, og hvor en myndig nådigfrue, der for evigheder siden har indgået sit tredje ægteskab med godsets forvalter med rolig selvironi ser alderen komme og de unges drift udfolde sig på tværs af gamle klasseskel. Men mange andre noveller, også af de senere, har som sagt ikke klaret tidens tand. Kunstnere bør jo vurderes på deres bedste arbejder, og alle havde været bedre tjent med et 400 siders udvalg af Bangs Bedste. Det er en bjørnetjeneste - i den gamle betydning - at fejre ham ved at udgive skidt og kanel, inklusive de første 170 siders tåkrummende ungdomssynder, hvoraf han selv udelod de fleste i sine 'Udvalgte Fortællinger'. Det gale ben ud af sengen Og tænk hvis vi havde fået en tekstkritisk udgave. Udgiveren Sigurd Kværndrup giver en fin tekstkommentar, og han har fornuftigvis trykt op efter Bangs sidste version; men da denne ikke omfattede alle de tidlige noveller, fremtræder bindet i en forvirrende forskellig sprogdragt. Hvortil kommer, at det vrimler med stave- og tegnfejl, inkonsekvenser og sjusk. Har Gyldendal ingen huskorrektur? Jo, de Bangske Morgenmænd har fået det gale ben ud af sengen - trods alle gode hensigter. Men det kan også vendes positivt: Dette mammutbind af blandet kost, denne overdosis af misantropisk melodrama giver akut lyst til at genlæse Bangs mere afbalancerede romaner, især mesterværket 'Stuk'. For ikke at tale om Pontoppidans samtidige og langt rigere fortællinger. Det kan jo også kaldes en form for litteraturformidling.