Den mystiske sag med hunden i natten' gav også herhjemme den engelske forfatter Mark Haddon et gevaldigt gennembrud. Bogen handler om en autistisk dreng med Aspergers syndrom, der på bedste Sherlock Holmes-manér beslutter sig for at opklare mysteriet om en myrdet hund og dermed uforvarende kommer på sporet af sit eget livs mysterium. Romanen imponerede ikke mindst ved sin indlevelsesevne. Eller mere præcist: Sin evne til at indleve sig i hovedpersonens manglende evne til indlevelse. Det var da heller ikke nogen amatør, der var på spil. Haddon havde forinden skrevet 16 bøger for børn og voksne. Barnets univers 'The Talking Horse And The Sad Girl And The Village Under The Sea' er imidlertid Haddons første forsøg som lyriker og absolut effen. Et naivistisk anslag i nogle digte knytter forbindelse til Haddons blik for det barnlige univers og lyst til at lege med sprogets byggeklodser og eventyrets fænomenologi. Men det er parret med en sans for økonomi og stramhed. Spredt rundt omkring i samlingen finder man syv livlige nyfortolkninger af den romerske digter Horats' oder og minsandten også en roman, John Buchans 'The House of Four Winds', nedskrevet til otte sider. Mørke skygger Der er et element af lurifaks grænsende til det limerick-agtige over nogle af digtene, når Haddon giver ordet til en hund eller en kat eller leverer poetiske portrætter af nonner, træer eller afslører de benhårde 'The Facts' bag eventyrfortællernes romantiske røverhistorier. Også det mærkelige folkefærd Poeterne får passende nok ord med på vejen: »They are seldom racing cyclists / and are largely innocent/ of the workings of the petrol engine./ They are however comfortable in taxis«. Herefter følger en længere beskrivelse af et digterliv i provinsen levet i ensom majestæt med udstregede linjer og iagttagelser af små ting i landskabet og på bunden af kaffekoppen, der alle har det tilfælles, at de blødt hvisker »Døden«. Digtere fra en svunden tids engelske provins, gamle romere med moderne appetit, popsangenes uopslidelige klichéer og mindet om den dag, digteren sad med sin nye lp 'Led Zep III', den med drejeskiven, og han drejede, og alting tog fat på at ske. En lun fortæller med sans for mørke skygger og raffinerede virkemidler. Sådan er Mark Haddon også som poet. Ellers ville han næppe have givet digtekunsten samme behandling som den nye 'Batman'-film og udstedt en censurvejledning. Alarmerende resonans I 'This Poem Is Certificate 18' advarer han unge, ubefæstede sjæle imod at læse digte. De risikerer at støde på grusomme drab, forældre, der dør tidligt af cancer, og detaljerede beskrivelser af seksuelle optrin. Ligesom de risikerer at støde på uforståelige udsagn, der reelt kun er begrundet med »fordi det føltes rigtigt«. Risikoen for nonsens er til stede! Men det samme er risikoen for at møde uvant fortættet og kraftigt sprog: »And though it makes nothing happen it may, like a piece of ice on a hot stove, ride its own melting into your soul and bring you face to face with the madness of space«. Face to face with the madness of space. Jo, der er en sans for den overordnede galskab, der giver Haddons pertentlige pudsighed alarmerende resonans.