Kronprinsessen hed Hanne-Vibeke Holsts første roman om nordjyske Charlotte Damgaards vej frem i dansk politik i almindelighed og Socialdemokratiet i særdeleshed, op til skæbnedatoen 11. september 2001. Få uger senere, 20. november, var også en skæbnedato for partiet. Da skiftede regeringsmagten til Venstre, konservative og »havenisserne i Dansk Folkeparti«, som de hedder her. Makabert akkompagnement Altså i 'Kronprinsessens' fortsættelse, som begynder den novemberdag og gennem en vinter lang bl.a. følger den slagne partiformand til det sidste socialdemokratiske gruppemøde før sommeren 2002. »Dead man walking« lyder en avisoverskrift, flittigt citeret undervejs på de næsten 500 sider, som makabert akkompagnement til Poul Nyrups langtrukne afgang. Ingen komplet dublet Nåh, nej: 'Per Vittrups'. For selvfølgelig passer romanens nøgler ikke komplet i virkelighedens låse, selv om Vittrup elsker at høre sig selv synge eller tale om sine beskedne barndomskår. Den gamle partileder Arbejdsmanden fra Borgbjergvej ligner også Anker godt nok. Men Elizabeth Meyer med det kølige overblik og sammenrimpet mund stiler heller ikke i dette bind efter nogen overborgmesterpost (endnu?), og selv om Susanne Brammer er en strammer som integrationsordfører, er hun heller ikke nogen komplet dublet af Karen Jespersen. 'Karaktermorder' Dermed er Vittrups efterfølger, kongemorderen, den ufolkelige talknuser og teoretiker med tilnavnet Trotskij, heller ikke den rene Lykketoft, for så kunne man med rette kalde Hanne-Vibeke Holst for 'karaktermorder', som en avis forsøgte i søndags. Romanens fhv. finansminister Gert Jacobsen er først og fremmest en traumatiseret, latent voldsmand, hvis følelsesafmagt kun kan dulmes med magt, privat som i politik. Sidestykke til pæredansk hjemmevold Hjemme går magtbrynden ud over hans kone, Linda fra Sydhavnen, der var Miss Danmark 1970, men efter 35 år i hans skygge er ved at blive hjemmegående dranker, med sæbeøje og skrammer over hele kroppen - i færd med at slippe sig selv. Det er dette dobbeltportræt, der driver Holsts fortælling fremad: Kvinden, der elsker for meget, og manden, der magter for meget - men ikke sig selv. Og som derfor heller ikke magter at holde drømmene eller fingrene fra den tredje person i portrættet: Yasemine, 23-årig statsvidenskabsstuderende og Gert Jacobsens assistent på Christiansborg - men hjemme hos familien udset til ægteskab med en fætter fra Anatolien. Familieundertrykkelsen af hende bliver et kulturkampssidestykke til den pæredanske hjemmevold i ministervillaen på Frederiksberg - med det socialdemokratiske kongsemne i dobbelt skurkerolle som bindeled. To 'rigtigt fiktive' hovedpersoner Overlever Linda den hjemlige hygge? Klarer Yasemine familien - og sin chefs tilnærmelser? Og får samme chef intrigeret tronen i partiet til sig? Det er de tre spændingsbuer, der bærer forsøget på at bygge bro mellem det private og det politiske i spørgsmålet om magten. Den scenisk anskuelige detailrealisme, afluringen af politiske manøvrer og mange vittigt skitserede bipersoner - herunder et par mandlige uden magtbrynde! - bidrager til, at man stryger lige igennem det spændende stof, serveret som klip mellem korte sekvenser med skiftende synsvinkler og stadige sideblikke til dagsaktuelle emner. Det er højst underholdende, selv om man ikke helt undgår sproglige klicheer eller hobbypsykologiske udlægninger i den fart. Kun Linda fortæller selv sin historie i jeg-form og citationstegn, og ærlig talt så slagfærdigt og vidende, at man har svært ved at tro, hun har ladet sig tvære ud i årevis. Men dén selvmodsigelse er vist velkendt fra krisecentrene. Linda og Yasemine, de to 'rigtigt fiktive' hovedpersoner, er dog langt mere interessante med hver deres brogede baggrund end det stenfjæs, der forener dem - og som man gør klogt i at betragte som lige så fiktivt. Ikke stor litterær kunst Magtpolitik i danske partier kan gøres til spændende stof, jf. også filmen 'Kongekabale' og romanen bag den. 'Kongemordet' bekræfter erfaringen, men også dén, at stoffet i sig selv ikke skaber stor litterær kunst. Det kan koblingen til privatlivet snarere. Gid den må gribe magten i det delvis lovede tredjebind om partiets 'Dronningerunde'. Lindas drøm om at flygte med ungdomskæresten i hans gamle Bel Air-flyder kunne godt ligne Hanne-Vibeke Holsts egen vej ud af dansk politik, før den bliver en fælde.