1967 er et skelsættende år for danske børn. Her kom til verden både Silas, Lille Virgil og cykelmyggen Egon. Sidstnævnte myg ankom med blomster og gåpåmod. Hvad blev der egentlig af ham? Myggens efterår Flemming Quist Møller har gennem årene siddet mange opfordringer til en fortsættelse overhørig. Først nu - i myggens efterår - har han fundet tid til at fortælle om Egons forhold til dansemyggen Dagmar, der har sådan nogle pæne ben. Og hvad de to oplevede sammen, og hvordan Egon kom igennem den kolde vinter i nissens hule. Hvor er det smukt! Og 1967 - det kære år - bliver som i går. Poetisk fjolleri 'Cykelmyggen og dansemyggen' kommer svævende som et billeddigt i de skønneste farver. Bogen bugner af natur. Store og små væsner krabler over siderne, mens en pedantisk tegnet isfugl ruger over sin skæbne. Og Egon spurter af sted i ræs og leg. Flagermusen og edderkoppen får ham heller ikke denne gang, selv om det er tæt på at ske for den skønne Dagmar. Historien hylder kollegaen Alice (uden cykel) og refererer til velkendte skikkelser som Benny i badekarret og Snuden på balkonen. Flemming Quist Møller er langt fra det sentimentale, han myldrer videre, som om det var i går, Egon parkerede cyklen for første gang. Selv om mange hegn er faldet på billedsiden de senere år, kan Quist Møller tegne lige op med nutiden - og måske påvirke den med sin poesi. Han tør også være fjollet. Nu med cykelhjelm. Så der er ingen vej udenom. 'Cykelmyggen og dansemyggen' er en instant klassiker. Og sine klassikere bør man kende. Ellers får man dask af kanonen.