En bister, senet, behåret gammel ronkedor, altså hanelefant, er han, ham Jess Ørnsbo (f. 1932), egentlig mere gnaven og bizar end Rifbjerg, og forbløffende veloplagt misantrop og sardonisk sortseer er han uformindsket, ja nærmest med fornyet kraft de seneste år. Et liv uden håndtag Her præsenteres vi for 51 knotne stød gennem den aldrende snabel, og de er minsandten gode; hyldes livet med et 'leve!', lyder det sådan her: »Leve lighuset/ ligheden/ leve de fælles vorter/ leve det sønderbidte sprog der falder/ ud af munden på os/ leve det irrede spyt der holder/ sammen på de spredte kærligheder«. Livet er en speget sag: »livet er i reglen uden håndtag/ og din nærmeste familie er/ helt tilfældig« - men det indebærer på ingen måde, at Ørnsbo lader sin stemme vakle eller miste kampgejsten; i digtet 'Poetik' hedder det: »Jeg går ind for de rynkede trompeter/ og nysenes befrielsesfront/ jeg tilbeder de dybe ar/ efter natcremen/ den smukkeste tatovering er blomstereksemen«, og i 'Sidste omgang' om livets absolut afsluttende fase står der fast: »Der er kraft i det ene øje/ og angst i det andet/ depressionernes plovfurer ned/ ad kinden/ men bliv væk verden/ du er grim«. Herligt arrigt Alt dette er dog modbalanceret af en vranten munterhed (i det mindste er der ikke »kræft« med æ i øjet), i det sidste citerede digt sluttes der af med et råd: »Men husk at sove med hat på/ i sengen/ hvis du skulle møde nogen/ du ikke vil hilse på«. Rådet er suppleret af et herligt arrigt digt om overlevelsesteknikker, der runder af med at råde til altid at være »glinsende nøgen/ når solen går ned«. Sortgrinende trompetstød Og der er ikke mindst et påfaldende lyst og glad lille digt om barnets tankeverden set alene fra dets eget perspektiv, og der er skam da også lidt hopla, som en livlig assonans i 'Oprydning', der i linjernes førsteord kører gennem »sviende/ svedende/ svuppende/ sivende/ svapsende/ svulster« - typiske Ørnsbo-ord, men alligevel med en forsoren fonetisk energi. Og så er der en rasende livslyst i 'Oprop': »lad os overhøre historiens taktfaste/ mumlen/ og vælte os ind ad øjeblikkets vidtåbne porte«, noget der dog også i sammenhængen kan læses som en advarsel mod nutidens fascistoide og historieløse tendenser rundt om i det danske samfund. Men kort sagt: 'Ronkedorier' er dejligt vrisne og selvbevidst sortgrinende trompetstød; måtte de lyde et stykke tid endnu.