Skuespilleren Flemming Jensen, kendt fra både tv-julekalender og samfundskritiske teaterforestillinger, har skrevet sin anden roman. Den første (som jeg ikke har læst) hed 'Imaqa' og handlede om Grønland. Denne anden hedder 'Den skyldiges uskyld' og foregår på Bali. Og den er god. Det vil nærmere bestemt sige, at den er velskrevet: Sproget bliver brugt med (skuespillerens?) sans for replikkers og situationers naturlighed; den har lune med en skarp kant: der er herlige hib til bureaukratiske strukturer og opblæste egoer i DR; den har en spændende handling; den vidner om loyalt kendskab til det sted, den skildrer, og så har den noget på hjerte - et hjerte, der i øvrigt sidder på rette sted. Det sidste er noget, denne anmelder har en svaghed for. Forsvar for terrorisme På den baggrund kan det måske overraske, at 'Den skyldiges uskyld' i en vis forstand er et forsvar for terrorisme. Flemming Jensen opfordrer naturligvis ikke til, at vi går ud og mordbrænder dem, der truer vores lands økologi, moral og kulturelle egenart. Men han forsøger at få os til at forstå den vold, der udspringer af magtesløshed mod myndighedernes korruption, forbrydelser, grådighed og foragt for egne borgere. Forsvaret virker ikke helt overbevisende på mig. Men det er al ære værd, at Flemming Jensen prøver at vise, at afmagt kan føre til desperate handlinger, der går ud over sagesløse. Godmodige grin Nu får jeg det til at lyde, som om 'Den skyldiges uskyld' er grum og sørgelig - det er den også, men kun til allersidst. Og der er det nødvendigt, hvis man vil skildre de virkelige problemer. Det tror jeg, Jensen vil. Samtidig lykkes det for ham at fortælle verden noget komplekst og samtidig gøre det underholdende. Handlingen? Der er to af dem, og de mødes mod slutningen. Den ene følger et lille dansk produktionshold, der har fået solgt en række rejseprogrammer til DR for et alt for lavt beløb og oven i købet får prakket en nylig popstar-vinder på som vært i stedet for den kompetente forfatter, der har skrevet manuskriptet. Det er en af de mange tiltalende detaljer ved Jensen som forfatter, at han ikke køber klicheen, men skildrer det syttenårige, uvidende pigebarn som en ægte naiv, sårbar og helstøbt person. De andre personer på holdet og deres indbyrdes forhold giver anledning til mange både godmodige og gnæggende grin under læsningen. Magthavernes kynisme Den anden handling følger en balinesisk dame med ben i næsen (og ingen mand, naturligvis), som efter et studieophold i England ikke er sådan at bide skeer med for myndighederne. Hun åbner med lokalsamfundets hjælp et bæredygtigt lille hotel i en landsby - et alternativ til de siloer, der udspyer de øl- og luderforbrugende, kulturnedtrampende masseturister, regeringen i Jakarta tjener så fedt på. Men da magthaverne ikke er belastet af samvittighed - og i øvrigt er godt hjulpet af en uhyggeligt veltegnet levemand og kyniker, i dette tilfælde fransk fidusmaler - går det helt galt i den lyse og hjertevarme idyl. Lurende katastrofe Den balinesiske idyl skildres stedvis i samme toneart som Botswana i 'Damernes detektivbureau', og langt hen ad vejen er dette en hyggelig bog. Katastrofen, der varsles allerede på bagklappen (derfor tør jeg også), kommer først på de sidste sider. Og selv om man ved gud gerne havde undværet den, er det også den, der giver klangbund til resten og gør denne bog til mere end den fremragende underholdning, den også er. Aldrig har denne kliché været mere på sin plads: Læs 'Den skyldiges uskyld'. Før De køber billet til Bali!