Allerede forsiden satte gang i alarmberedskabet: et foto af en smuk kvinde farvelagt i pink-turkise nuancer i bedste 1980'er-stil. Og bagsideteksten gjorde det ikke bedre: »Hvad sker der, når sex og parløb erstattes af babymos og bleer?«. Åh nej, endnu en omgang chick lit af værste skuffe, tænker man uvægerligt og rynker på næsen. Klynkende kvinder og feministiske moraler i damebladsstil. Skarpladt humor Men hov, 50 sider inde i Jennifer Weiners seneste roman sker en erkendelse. Man møder op med hele sit arsenal af litterære fordomme - og bliver alligevel forført til fingerspidserne. Forført af forfatterens skarpladte humor og præcise persontegninger. Forført af romanens kvindeskikkelser, der er tilpas ualmindelige til, at man finder interesse for deres livshistorier, og tilpas kedeligt almindelige til, at man genkender sig selv og sine omgivelser. Broget kvartet Synsvinklen skifter mellem fire meget forskellige kvinder omkring de 30: Kelly, en perfektionistisk Barbie-girl og festarrangør. Becky, en overvægtig, jødisk kok. Ayinde, en gudesmuk tv-reporter gift med en sportsstjerne. Og Lia, romanens jegfortæller, en skuespillerinde i dyb sorg efter at have mistet sin søn. Den brogede kvartet støder tilfældigt sammen og ender i et tætknyttet venskab, hvor moderskab og parforhold bliver den fælles referenceramme. Happy end Den skiftende synsvinkel gør, at man hele tiden oplever kvinderne både indefra og udefra. Og herved får romanen skabt en interessant iscenesættelse af et usundt og udbredt træk ved den menneskelige natur: hangen til jalousi og trangen til at sammenligne sig selv med andre. Kelly misunder Becky hendes mand, fordi han er rig og succesfuld. Men Becky er misundelig på Kelly, fordi hendes arbejdsløse gemal kan hjælpe til i hjemmet. Kelly drømmer om at være smuk og berømt som Ayinde, mens Ayinde længes efter en tilværelse uden sladderbladenes snagen. Og så fremdeles. Pointen og moralen er selvfølgelig, at man skal være tilfreds med det, man har. At man skal sætte sine dæmoner stævne og finde fred med sig selv. Hvilket de alle fire gør på hver deres måde. Med stor succes. And they lived happily ever after, kan man næsten høre for sin indre stemme. Og heri ligger undertegnedes eneste anke mod den ellers velskrevne og underholdende roman: Den rosenrøde slutning matcher omslagsfarven lidt for godt. Bogen bevæger sig hen imod eventyrgenren og væk fra den realistiske samtidsroman, der blev slået an i starten. Og værst af alt: De forbandede fordomme får atter næring. Øv.