'Ånden er over os' hedder Jan Thielkes (f. 1963) kun tredje digtsamling med genrebetegnelsen 'elverdigt' - men er den nu også det, ånden? Jeg bruger i min overskrift ordet 'Imitz', der står som ironisk varemærke for et billigt tøjmærke, der gør det i imitationer af dyre mærkevarer. Sådan er det også med Thielke. Skjult namedropping Thielkes langdigt er tydeligt inspireret af Ezra Pounds 'Cantos', af Walt Whitman og beat-generationen, og der er skudt æbler ind med hilsen til Mette Moestrups 'Golden Delicious' (2002), plus en masse udråbstegn, ligesom hos Ursula Andkjær, og så er der en næsten Bo Green Jensen-agtig stemning af 80'er-patos; der er også et kalas en gylden skærsommernat, som emmer af dejlig mad, Wein, Weib und Gesang, og en tilråbt familie komplet med grandpapa og grandmama - og det elskende par, han og hun, i en rus af musik og eros og fest. Alt sammen meget godt - og så alligevel ikke så forfærdelig godt. Svulstig vandgang I begyndelsen er man charmeret af de frie langstrofer, og det spændstige sprog, f.eks. sådan her: »Hamr over bølgerne i speedbåden, lårenes blå hug/i ét blidende væk/og snerrende skumsprøjt//mildt, mildt nu//et under af forvildede skyer - gennem palisader, måneomsust/oh dette mit fjæs://Mildt flækker æblet sin stamme som tungetale og slik./Jeg går derind«. Men undervejs bliver stilen trættende og anstrengt, som her, hvor digtets par en sen aften bader: »Vi holder fast/mens vandet hugger under os./Jeg holdt fast, og besteg kølvandets højbede// - som Edelweiss og et løfte om imposante bårebuketter nu, nu når jeg faldt«. Tja, sådan kan man da også beskrive en vandgang, men mig forekommer det nu vel svulstigt hen over 144 sider. Ånden savnes Samlingens struktur er skælmsk modelleret over Dantes 'Guddommelige Komedie', med tre bøger benævnt 'Helvede', 'Skærsild' og 'Paradis' (i parentes), men tonen er fra start kæk: »Vi er velkomne«, »Vi vil ankomme« og »Vi er her« - unægtelig noget andet end Dantes rysten og bæven på sin opstigende færd. Man nikker undervejs velvilligt og ser, at det er udmærket skruet sammen, Thielke savner hverken håndelag eller belæsthed eller humor - men det blafrer alt sammen lidt fadt og tyndt ved siden af de mægtige forgængere og forbilleder, og en kende blegt i forhold til den sanselige umiddelbarhed og overdådighed, der nok sigtes efter. Ånden kommer ikke helt over elverdigtet, der er for meget 'Imitz' over foretagendet.