Det er jo en eklatant selvmodsigelse, en »moden romantiker«. En ægte romantiker er per definition umoden, oprørsk, vild, idealistisk, længselsfuld, forpint, euforisk opstemt. Alt andet end moden, fornuftig, voksen og ansvarlig, lutter småborgerlige grøftegrave for den uforbederlige romantiker, der Peter Pansk længes mod stjernerne og lever i rendestenen - blot ikke i den nydelige villa med carport og veltrimmet have i det grønne bælte eller i ægteskabets indeklemte teaktræsmørke. Hyper-selvoptaget Men det er ikke desto mindre, hvad vi møder her: En vaskeægte voksen romantiker. Det viser sig ikke mindst ved bogens tre bærende søjler: Hall, tiden, og Halls forhold til sig selv og tiden. Hall er jo notorisk en hyper-selvoptaget og selvudnævnt dandy og romantisk-aristokratisk Kunstner, udrustet med en stærk trang til at blive set og til satirisk at hudflette samtiden og omverdenen. Generationsroman I begyndelsen - det må jeg bekende - fandt jeg Halls tilbøjelighed til ordrige og slyngede overdrivelser og sammenligninger og hans ideligt kække små one-linere vanvittigt irriterende og havde mest lyst til at smide bogen i skraldespanden som en omgang ulideligt 80'er-gejl, der på mystisk vis med forsinkelse landede i 2005. Men langsomt eller relativt hurtigt gik det den anden vej - for fortællerpositionen er placeret i en endog meget voksen nutid, hvorfra Hall retrospektivt trækker vod gennem de sidste 20-25 års Hall-liv i København og omegn; en nøgleroman og en generationsroman er det i den forstand, at en del i musik- og litteraturmiljøet spiddes og hænges ud i Halls svulstige ordklaser; og ved, at Hall detaljeret gør rede for sine diverse affærer, forhold og venskaber, krydret med citater fra Baudelaire og andre yndlingsånder. Skælmsk fantasi Men hvorfor vinder den så nu alligevel læseren over (i det mindste denne læser)? Måske fordi den er skrevet som en slet skjult postromantisk dannelsesroman: Den unge mandlige helt skal så grueligt meget igennem, han skal tolke og udforske sine egne og verdens tegn, han skal lide og sukke og stønne, han skal henrykkes i ekstase eller vånde sig under livsledens og kedsomhedens svøbe. Men i sidste ende - og fordi dette ikke er en krimi, tillader jeg mig at løfte lidt af sløret - udmunder 'Den sidste romantiker's to ordrige bind i en pragtfuld skælmsk og overskudsbugnende fantasi, parret med en voksen-konstruktion for Halls alter ego, der med mildt vemod lykkes med at give afkald på bohême-livets turbulens og kvindejagtens søde svie. Morsom og opbyggelig I modsætning til Flauberts Fréderic Moreau, der i slutningen af 'Følelsernes opdragelse' fra 1869 sidder tilbage med sit »et ce fut tout«, »og det var alt«, en tom skal mellem ungdommens forvildelser og alderdommens imbecilitet, som Flaubert med vanlig satanisk præcision spidder miseren - så er Halls voksne og uforbederlige romantiker flabet og næsten from; ikke resigneret, ikke kynisk, ikke desillusioneret - men ej heller skingert forblindet og kronisk i sine hormoners vold. Voksen, med andre ord. Og besynderligt nok er denne detaljespækkede moppedreng af en selvfikseret generationsroman over store stræk medrivende og morsom, begavet og jeg havde nær sagt: opbyggelig. Måske anviser Halls uefterlignelige, die-hard romantiske eksempel alligevel en slags vej væk fra de 40-åriges på skift forbrugsobskøne og nykonservativt satte vildvej? Om ikke andet stråler Halls dæmpede stjerne ikke helt tosset på sin færd hen over livets midterskel.