Vold på film har haft en anden betydning siden John Travoltas finger smuttede på aftrækkeren i 'Pulp Fiction' og - ups - reducerede en kugle i skallen til en eksistentiel joke. Ekkoet fra 'Pulp Fiction' er måske den vigtigste forskel på den ellers på mange måder trofaste filmatisering af Frank Millers tegneserie 'Sin City'. I filmen er ultravolden afbøjet med en underliggende ironi. Det er en fortælling fra 'Pulp Fiction's postmoderne ironiske verden. Nådesløse furier Det er en afgørende lille gradbøjning. For den pulpfiktion, Frank Millers tegneserie spiller op til, er den gode gamle pulpfiktions smudslitteratur, der dyrkede overdrivelsen i skildringen af vold og sexede piger snarere end ironien. Filmen med Mickey Rourke, Clive Owen og Bruce Willis er et hit i biografen. Samtidig med filmens premiere udgiver det aktive tegneserieforlag G. Floy Studio tredje del af 'Sin City'. Historien om Dwight McCarthy, der bliver rodet ud i noget farligt snavs, da hans jagt på den brovtende kussetyv Jack fører ham ind i den gamle del af Sin City, hvor de hårdkogte, sexede og nådesløse furier regerer. Eksplosivt fragmentarisk Robert Rodriquez og Frank Miller har i filmatiseringen på mange måder skabt en imponerende stilsikker forvandling til levende billeder. Men ved sammenligningen springer også omkostningerne i øjnene. I tegneserieform er 'Sin City' en saga af uafhængige fortællinger. Figurerne skifter. Rammen er den samme. Forsøget på at sammenflette de første selvstændige historier fra 'Sin City' forbliver som plot et ikke særlig vellykket postulat. Hver for sig står de imidlertid stærkt og rent i tegneseriens regi. Her behøver Miller ikke underkaste sig underholdningsfilmens krav om narrativ pædagogik. I tegneserien kan han midt i det hårdkogte plot tillade sig at være eksplosivt fragmentarisk fordi det er en så uadskillelig del af det til tider næsten abstrakt grafiske voldsunivers, der er 'Sin City'. Miller arbejder så dristigt med sin kombination af sort og hvid, som kun en helt igennem kompromisløs kunstner kan gøre det. Der er ikke plads til gråtoner og gråzoner, når pulpfiktionens klicheer skal forvandles til en helt særlig kunst. Hvor blodet ikke er rødt, men til gengæld både kan være hvidt og sort. Resten af farveladen digter fantasien selv ud fra sprækkerne mellem afgrundsdyb sort og støjende hvid i Millers mesterskab. Dristige eksperimenter 'Sin City' er i en klasse for sig, men også andre steder prøver man at hæve niveauet. Flere og flere tegneserier bliver til film. Skal tegneserierne overleve som andet end halevedhæng til filmsucceserne af samme navn, skal der probate midler til. Målt på kulørt underholdningsværdi er det svært at hamle op med en digitalt toptunet produktion til flere hundrede millioner dollar. Så tegneserierne må finde sine egne veje. Hvilket i høj grad er veje udstukket af Frank Miller. Serierne bliver mere grafisk eksperimenterende og dristige. Mindre barnlige, mindre pædagogiske. Superheltene stadig mere plagede, sårbare og sammensatte. Handlingsgangen stadig snørklet og mørk uden dog at blive så sort som humoren. Mest for voksne Udviklingen slår markant igennem i den nye danske relancering af de klassiske helte Superman og Batman op til næste måneds premiere på Christopher Nolans 'Batman Begins' med Christian Bale som Batman. I første nummer dukker de to helte op i tre fortsatte historier. Det er længe siden, Batman var ensbetydende med hygge i grotten og Superman hoppede ud af telefonboksen, så Jimmy Olsen nær tabte fregnerne. Nu er universet for voksne. Mest interessant tegner Brian Azzarello og Jim Lees i ord og billede monumentalt anlagte 'For i morgen'. Azzarello har også skrevet den dystre optakt til 'Broken City', der, som titlen antyder, skylder 'Sin City' ikke så lidt. Den mere hårdtpumpede, gummiagtige stil i 'Verdens bedste' virker foreløbig som et knap så overbevisende bud på nyt liv for gamle helte. Paradoksal poesi 'Hellboy' er endnu en 'superhelt', der har taget springet til lærredet. Også her kan man konstatere, at serien har stærke kvaliteter i sig selv. Igennem årene har tegneserien og den gotiske fortælling helt naturligt haft meget at sige hinanden. Et både originalt og grafisk spændende eksempel er Mike Mignolas korte fortællinger om Hellboy i 'Kisten i lænker og andre historier'. Med afsæt i alverdens folklore møder den handlekraftige og knaldrøde Hellboy dæmoner, uhyrer og stinkende kadavere, der som regel har en temmelig ubehagelig dagsorden. Grusommelige fortællinger om levende døde fortalt i et billedsprog, der gang på gang overrasker med sin paradoksale poesi. Også når Hellboy endnu en gang bliver viklet ind i et drabeligt væsen fra fantasiens overdrev. At tegneserier er blevet filmmaskineriets populære råstof, og af samme grund i ungdomskulturen placeret på bagperronen snarere end i front, synes heldigvis snarere at have skærpet end svækket genrens mest kreative kræfter.