Den lettere melankolske, mutte og midaldrende og gerne Grappadrikkende italienske strømer Aurelio Zen er tilbage på banen, som denne gang går nordpå til de bjerge og byen Bolzano, hvor Italien så småt bliver til Østrig. Her har man fundet et ældre lig af en ung mand i en tunnel. Der er ingen spor af, hvem han er, alt hans tøj er uden mærker og navn, men noget tyder på Anden Verdenskrig, et fascistisk frimureri, militære rævekager, og at visse mænd nede i Rom, Zens overordnede, ved mere, end godt er. Politisk cancer Zen bor ellers nu sammen med kæresten Gemma i det smukke Lucca i Toscana og arbejder kun med indviklede og komplicerede forbrydelser. Nu sættes han ind i denne spegede sag i Berlusconis smukke støvle, der desværre er ved at miste både hæl og tå og meget af skaftet på grund af eroderende korruption og anden politisk cancer. Vor (anti)helt må endog gå til lyssky venner i den evige stad for at komme på sporet af altings sammenhæng. Genopkogt plot Michael Dibdin, den engelske forfatter, som nu bor med sin amerikanske kæreste i Seattle, leverer igen med politikrimien 'Medusa' en varm gang velsmagende pasta, dog vendt i et lidt genopkogt plot med Zen som katalysator for opklaring og kok for det meste. Der spises meget, rejses meget med tog, drikkes en del vin og sprut, snakkes heftigt om dette og hint, hvor der sukkes dybt og deprimeret over tingenes slette tilstand i det skønne land, hvor Goethe i sin tid så citronerne blomstre. Historien vendes på begge sider, så læseren både følger forfølgeren og de fordækte bag facaden. Mekanisk tempo Måske er alt dette med aura og megen stemning nok for mange læsere, især hvis de elsker Italien, og hvem gør ikke det? Og Dibdin er da god at have med i sommertasken, hvad enten turen går til Toscana eller Umbrien. Du snupper et par sider, mens baroloen har lagt gemalen til at sove og cikaderne sitrende synger uden for værelset med udsigt i Firenze. Men 'Medusa' virker mig lidt mekanisk i tempo og metaltræt i skelettet, og Dibdin har skrevet mere spændende og fængende før. Næste gang tager Zen til Bologna, og kanske der så bliver lidt mere politi og tyve end mad og drikke, ja per favore, mere onde øjne end surt mavekneb.