Fra Kussemosen til Krabbetågen. Fra munter nordsvensk galimatias til science fiction. Umiddelbart et gevaldigt spring i tid og rum, skulle man tro, for den Mikael Niemi, der erobrede den halve verden med 'Populærmusik fra Vittula'. Men universet i Niemis nye bog 'Sulebulen' er nu ikke så anderledes endda. Kosmisk Volvo Ganske vist er gummirøjserne og saunaen skiftet ud med rumskibe og underlige rumvæsner, men Niemis både filosofiske og fjollede sci-fi er fast forankret i en lige så finurlig som durkdreven bonderøvshumor. Bare fordi verdensrummet i al sin uendelighed er temmelig stort, skal man jo ikke helt miste jordforbindelsen, når man forestiller sig det! Så Mikael Niemis verdensrum ligner mest af alt et provinsielt rodet Klondyke med en opklodset Volvo i forhaven. Bare sådan kosmisk. Er der i sidste ende nu også så stor forskel på et sort hul i rummet og et brunt hul i jorden? Kropslugte og kedsomhed Det starter såre poetisk med Solen stående lavt i nord: »Spejlbilledet af den røde, sitrende skive blev brudt i vandet som store røde penselstrøg, der lå og flød på den rislende overflade«. Men det varer ikke længe, før fortælleren sidder på trottercaféen på asteroiden Gokkesokken og nipper til et glas vulkansk yoghurt. Trotter er betegnelsen på de lurvede pionerer, der uden meget håb om nogensinde at vende hjem, begav sig ud i rummets dybder. Som afmytologisering af science fiction-litteraturens mere forkromede forestillinger er 'Sulebulen' et godt og grundigt stykke hørmende arbejde. Neuroser, kropslugte og kedsomhed. Bondesnu jokke Der er ikke meget glamour over galakserne, hvor stort set samtlige rumvæsner lever efter den åbenbart universelle devise om, at den kloge narrer den mindre kloge. I Himlen som på Jorden. For det mest pudsige ved livet i selv den fjerneste galakse er, at det viser sig at have en mistænkelig lighed med de indbyggere, man mødte i 'Populærmusik fra Vittula'. Niemis morale er klar nok: Et mere aparte væsen end en bondesnu jokke fra det finsk-svenske skal man lede længe efter. Uanset hvordan det fremover går med at hoppe i tid og rum. Billedfattigt hurlumhej At universet har form som en pikprofessor, er en af de mange revolutionerende oplysninger, der kommer for en dag i 'Sulebulen'. Hvor der også er rare sandheder om både big bang, Himmerige, byldeorme og de drilske Kurter. Så det er hverken fantasi, humor eller udflippede ekskursioner på solidt populærvidenskabeligt grundlag, der mangler i Niemis muntre og beske skrøner fra den kosmiske skrotbunke. Original må denne svenske rumfiktion siges at være. Selv om det betragtet som satirisk, grotesk sci-fi er oplagt at sammenligne med Stefano Bennis rumroman 'Terra!' fra 1983. Men 'Sulebulen' er måske i virkeligheden mere i slægt med tegneserien. Midt i den ramsaltede humor, de gakkede tanker og de såre jordiske allegorier i det kosmiske snurrepiberi sidder man da også og føler, at hele hurlumhejet i sidste ende bliver lovlig vægtløst og billedfattigt. 'Sulebulen' er sjove idéer og gunstige tankespring, snarere end det er en mættende bog. Vist er det morsomt at få hevet science fiction-litteraturen ned på jorden, men sammenlignet med Vittulas sprudlen er denne samling krøllede pointer fra ydre og indre rum ikke helt rumrejsen værd.